Det kribler og krabler i litteraturen

Det kribler og krabler, når litteraturen besøger naturens rige

Mennesket er som regel midtpunktet i litteraturen med alle vores følelser og forviklinger og de endeløse dramaer, det skaber. Men engang imellem åbner bøgerne sig op for en anden verden, mod naturens og dyrenes rige – der hvor det kribler og krabler. Her er nogle eksempler på steder, hvor denne kriblen og krablen finder vej til litteraturen. 

Olga Tokarczuk

I Olga Tokarczuks forfatterskab er vi ofte tæt på dyrenes rige. I hendes ’Kør din plov over de dødes knogler’ sker der for eksempel en masse mystiske mord, hvor der ved gerningsstederne er spor efter hjorte. Er dyrene mon mere magtfulde og handlekraftige, end vi tror? Men i bogen observerer hovedpersonen også en gruppe sjaggere – en fugl, der i flok, formår at kaste ekskrementer på andre fugle, så de må lade livet. Tokarczuk giver os indblik i det makabre dyrerige!

Malin C.M. Rønning

En bog hvor naturen spiller en kæmpe rolle er Malin C.M. Rønnings ’Skabelon’. Den finder sted dybt i de norske skove, hvor vi følger den lille pige Urd, der er en del af en søskendeflok på syv. Forældrene er dårligt stillede, og alle de huslige sysler gør, at der ikke er meget tid til de enkelte børn. Derfor bliver naturen Urds bedste ven, og der er mange smukke beskrivelser af natur i bogen, som ikke er rørt af den menneskelige ondskab. I naturen er dyrene og vegetationen opmærksom på Urd, på en helt anden måde end familien er det.

Tomas Tranströmer

Naturen indeholder alle mulige historier, som vi mennesker ikke kan se med det blotte øje. Men så kan man digte om dem, som når Tomas Tranströmer i digtet ’Træet og himlen’ skriver om træerne, der løber rundt og samler vand til rødderne, når det regner. Men naturen har ved Tranströmer også noget skræmmende over sig, som i digtet 'Vinternat', hvor naturens kræfter er så store, at vi frygter, at det menneskelige vil bukke under, når stormen blæser igennem os 'for at få tone'.    

Emily Dickinson

En af de helt store digtere, Emily Dickinson, tog for sig af naturens rigdom, når hun skulle finde materiale og billeder til sine mange, mange digte. Dette indrømmede hun også selv – men selvfølgelig i et digt. Nemlig i ’Some keep the sabbath going to church’, hvor hun gør naturen til en kirke, hvor man Altid kan komme til himmels – ikke kun om søndagen. Her bliver naturen en evig kilde til inspiration og salighed.

Mary Oliver

Ligesom Emily Dickinson har amerikanske Mary Oliver også brugt naturen i sin poesi. Hendes digte er nærmest en hyldest til naturen og et forsøg på at åbne sig op for dens mangfoldige skønhed. Dette ses for eksempel i digtet ”Life Story”, hvor hun lever adskillige liv, blot ved at leve sig ind i alle naturens skønne objekter.

Virginia Woolf

Virginia Woolf er kendt for sin fantastiske evne til næsten ubesværet at lade teksten svinge mellem karaktererne, så vi får rig indsigt i deres bevidstheder og ser de tråde og strømme, der går igennem dem. Men engang imellem kastes denne evne også over naturriget, for eksempel i den flotte novelle ’Kew Gardens’, hvor vi befinder os i den kendte have i London og skiftevis ser verden gennem en snegl, der skal krydse en sti, og de forskellige Londonborgere, der er ude på søndagstur.

Sofie Isager Ahl

Sofie Isager Ahls 'Naboplanter' er en bog som ingen anden. Den indeholder mange former for teksttyper, men fælles for dem alle er, at de prøver at nærme sig og leve sig ind i planteriget. Vi kommer vidt omkring, og der er både poetiske skildringer af naturens rigdom og dagbogsnotater fra en tur til franske vinmarker, hvor vi hører om den indsigt i planternes liv, som man kun får ved at have dem mellem hænderne.

Ann Linn Palm Hansen

’Igennem landskaber’ er en helt unik roman. Ann Linn Palm Hansen er selv grafiker, og det er i høj grad hendes kunstneriske blik på verden, der er kernen i bogen – hvordan hendes blik viser nye sider og dynamikker i verden. Fx i en scene fra barndommen, da mor og datter ser en såret hjort og får hjælp fra en bondemand til at ende dens lidelser. Mens fortælleren står og ser på, forstår hun, at døden ikke er noget udenfor denne verden, men noget der er i verden, i en evig bevægelse – døden er i vandet, der løber ud af badekarret og i hjorten, når de sidste spræl går igennem dens krop.

Tom Kristensen

Det er svært at leve med naturen som nabo uden hele tiden at se forgængeligheden; i døde dyr, i bladene der falder af træerne og igen i alt det, der blomstrer i foråret, som om intet var hændt. Naturen viser hele tiden, at livet går videre. Men at se ud i naturen kan også være livsbekræftende, for ved at spejle os, kan vi også opleve, at livsviljen stadig er der – at vi ikke er klar til at sige farvel endnu. Sådan er det i Tom Kristensens lille digt ’Græs’, hvor digterjeget kigger ned i græssets rige blot for at se, at der stadig er et liv tilbage med håb og drømme. Han er endnu ikke klar til at vende tilbage til jorden.