Børnebibliotekarernes favoritter 2020

Børnebibliotekarerne har samlet deres favoritter fra bogudgivelser i 2020.

I børnebiblioteket ser vi hele tiden mange nye bøger til børn. I denne artikel kan du læse om, hvilke bøger vi hver især har haft som favoritter i 2020. Nederst i artiklen kan du finde bøgerne i vores bibliotekssystem.

Julie: Livet illustreret af Lisa Aisato

Kom med på en rejse, livets rejse. Med sine farverige og nærmest poetiske illustrationer tager Lisa Aisato os gennem ’Livet’ fra fødsel til død. Sproget er enkelt og teksten kort, og alligevel bliver man draget ind i historien af de udtryksfulde illustrationer. 

Læn dig tilbage i sofaen og lad ’Livet’ tage dig med på en eventyrlig rejse til barndommens lune sommeraftner, voksenlivets største udfordringer, og alderdommens alt for pludselige indtræden.

Bogen kan læses af både børn fra 6-7 år og voksne, men allerbedst læses den sammen, da der er så utrolig meget at snakke om.
 

Rie: Børnene i Sølvgade af Renée Toft Simonsen

Det er længe siden, vi sidst hørte (bog)nyt fra Renee Toft Simonsen, og det var en skam, for serien om Karlas Kabale tog alle med storm i sin tid. Nu er der imidlertid endelig nyt på banen. Børnene fra Sølvgade (2019) og Børnene fra Sølvgade tager kampen op (2020) er en dejlig og skør fortælling om en søskendeflok, der, i lighed med en vis Pippi, må klare sig selv (næsten) uden voksne. De fire søskendes liv sammen i lejligheden er skildret både sjovt og hjertegribende. Og da den helt usædvanlige barnepige Miss Nelly træder til, bliver det ikke bedre. Bøgerne har fine tegninger af Zarah Juul.
Bogen er let at læse og er også god til højtlæsning og retter sig mod børn i alderen 7-15 år. Den har et friskt fortælletempo, en varm stemning, hverdagsdramatik, og nogle virkelig fine illustrationer.

Johanne: Sjælerytterne - Jorvik kalder af Helena Dahlgren

Lisa er netop flytte til Jorvik sammen med sin far og hun gør sig ikke de store forventninger om nye venner og livet i en ø, og hun savner sig mor som hun har mistet i en ulykke. Men hurtigt møder hun Linda, Alex og Anne og de rider alle tre på heste fra den lokal ridestald. Der forelsker Lisa sig i den smukke hest Starshine og hurtigt er de helt uadskillelige. Pigernes venskab kommer ikke helt af sig selv, men de kan fornemme at noget ondt lurer i krogene og da en af hestene bliver syg og en anden forsvinder, træder pigerne sammen på næsten magisk vis og så kan det store eventyr begynde.
Det er magi, sammenhold, kampen mellem gode og onde kræfter og fire piger der er vilde med heste

Jane: Nordlys - Rejsen til Jotundalen af Malin Falch

En meget smuk tegneserie – og fortsættelsen må gerne komme snart!
Illustrationerne emmer af norsk eventyr, af spænding og af, at der måske gemmer sig noget i skyggerne og tågen.
Til sin konfirmation får Sonja et gammelt vikingesmykke af sin onkel. Onklen har fundet smykket på en rejse i fjeldet, men om natten kommer drengen Esben og leder efter smykket, og han tager Sonja med til en anden verden fyldt med trolde, vikinger og overnaturligt liv.
Det er en eventyrlig, smuk og spændende tegneserie for børn fra 10 år. Og deres voksne. Giv jer god tid at læse bogen og nyde illustrationerne.

Frederikke: Mit navn er Justice – smuglernes hemmelighed af Elly Grifftihs

Der er jo heldigvis et hav af dejlige og fantastiske børnebøger. Mit valg faldt på denne skønne børnekrimi, som foregår i det engelske kostskolemiljø. 12-årige Justice er en sej og modig pige, der skal begå sig i en snobbet og følelseskold kostskolehverdag.  
De første sider i bogen er illustreret med kort over skolen og en fortegnelse over personale og elever i Justices klasse. 
Bogen er en klassisk krimi i børnehøjde fuld af frydefulde gys, humor, venskab, spænding, tempo og fine miljøbeskrivelser. 

Justice begynder et nyt skoleår på kostskolen Highbury House. Det er ikke nemt for hende at sige farvel til sin far, men heldigvis har hun sin gode veninde Stella på skolen. Den nye oldfrue hedder miss Robinson og der er noget mystisk ved hende. 
Justice får til opgave at hjælpe den gamle mr. Arthur, som er blind. Han bor i det hjemsøgte hus Smuglerhytten og fortæller gerne historier fra 1. Verdenskrig. Men da mr. Arthur dør under mystiske omstændigheder, må Justice tage alle sine efterforsknings-egenskaber i brug.

Vibeke: Den rustne verden - Ukrudt af Adam O.

Serien Den rustne verden startede i 2019 med 1. bind Flugten fra Danmark. I historien hører vi om de 4 søskende Ramona, Bowie, Peter og Lærke, der kommer på eventyr i en fremtid, hvor hele Danmark er blevet en stor losseplads. De skal kæmpe sig igennem skrot og i sidste ende redde deres forældre.

Alle bøger i denne eventyrlige fortælling i en mulig fremtidig verden har et højt tempo med mange cliffhangers. Den er skrevet i et let tilgængeligt sprog der gør den god både til selvlæsning og højtlæsning. Børn fra 8 år kan være med.

Laila: Magikernes tid af Cressida Cowell

2020s bedste børnebog er to bøger for mig. Nemlig de to bind i serien ”Magikernes tid” af Cressida Cowell. Den første udkom i dececember 2019 og den anden i august 2020. 

Jeg tror de vinder over alle de andre gode børnebøger jeg har læst, fordi jeg med meget stor fornøjelse har læst dem begge op for min søn på 7. Han elskede dem og derfor blev det en skøn fælles læseoplevelse. Vi pløjede gennem de 400 sider lange fantasyfortællinger på ingen tid og venter nu utålmodigt på næste bind.

Historien byder på magiske dyr, alfer, kæmper, trylleri og nogle ret uhyggelige hekse. Der er to folk som bekriger hinanden – magikerne og krigerne. Drengen Xar er den mægtigste magikers søn og pigen Håb er krigerdronningens datter. Den ene mangler magi og den anden har alt for meget. De to ret uheldige børn mødes tilfældigt i de mørke skove og derfra udvikler tingene sig ret dramatisk.

Bogen er løbende illustreret af forfatteren selv, som også er forfatteren bag ”Sådan træner du din drage”. De anbefales til både højtlæsning og selvlæsning hvis man er til uhygge, spænding, magi og humor.

Tags
Materialer