Biblioteksabstinenser?

04.05.20
Anbefalinger af bøger, kunst, film, lytning mm, der bringer biblioteksstemningen helt tæt på igen.

Biblioteket som sted, bogsamling, litteraturscene og kulturinstitution er ganske hyppigt optrædende i bøger, film mv.  Her har du en håndfuld meget forskellige bibliotekshistorier- og scener, du smittefrit kan lade dig opsluge af indtil biblioteksdørene åbner igen – alt lige fra inspiration til lækre hjemmebiblioteker over bibliotekstruecrime, ny lyrik og feel-good romaner på hjul til udyrets bibliotek, bibliotekaren i dine øregange og bibliotekskunst.

Film

I dokumentaren ”Ex Libris – The New York Public Library” fra 2017 kommer vi helt ind under huden på det evigt summende bibliotek midt i det store æble. En stemningsfuld, smuk og informativfilm om alle hjørner af et stort, moderne folkebibliotek. Filmen er så velkomponeret og stedet så gennemført professionelt indenfor alle dele af litteraturformidling og folkeoplysning, at man selv i de kortere klip fra bl.a. debatarrangementer og forfattersamtaler bliver draget helt ind i emner og stemninger.

Engelsk non-fiction

”The Library Book” af Susan Orlean er True Crime for bibliotekselskere! I1986 fandt en påsat brand sted i Los Angeles City Library. Denne brand er udgangspunkt for en medrivende historie om bibliotekernes kringlede udvikling, om demokrati og filantropi, om ild og internetforbindelse, om festglade bibliotekschefer og talentfattige skuespillere.

Børnebog og film

Bogorm? Fald i svimer over Udyrets imposante bibliotek sammen med den skønne bogglade hovedperson Belle i ”Skønheden og Udyret”.
Filmstriben har en fin, ikke-tegnet og ganske fransk (med danske undetekster) udgave af eventyret. Og ellers er den klassiske Disneyudgave på e-reolen som lydbog.

Faglitteratur

I Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugues ”Det store bogtyveri” fra 2003 hører vi den virkelige historie om Danmarks største kulturtyveri siden guldhornene – om hvordan en velagtet bibliotekar på Det kongelige Bibliotek gennem årtier stjal mere end tretusind sjældne og værdifulde bøger. En spektakulær historie om en mand, der måske lidt for gerne ville have sit eget hjemmebibliotek…

Website

Drømmer du også om dit eget hjemmebibliotek? Byggemarkederne er som bekendt åbne, og hvorfor ikke droppe stue eller bryggers til fordel for hjemmebiblioteket. Her er et udvalg, de fleste af os kun kan sukke efter: www.trendir.com/home-library/

Roman

Umberto Ecos roman ”Rosens navn” fra 1980 er biblioteksklassikeren over dem alle. En historisk mysterieroman, hvor et mord i et kloster skal opklares. En stor del af handlingen finder stede på stedets spooky men stemningsfulde bibliotek, hvor bøger er skrevet på latin – for i 1327 er viden naturligvis kun for de særligt indviede.

Oplæsning

Den coronaaflyste internationale poesifestival ”Sommertid” har bedt de optrædende om at læse op pr videohilsen. Fordyb dig i stemmerne og ordene fra internationale og danske digterstjerne, start fx med Mette Moestrup og hendes skønne, lunefulde sten:

Mette Moestrup

 

Sangtekster

Også I musikken findes litteraturens verden hyppigt. Her i The Smiths’ Shakespeareciterende “Cemetry Gates” fra 1986:

You say: "'Ere thrice the sun done salutation to the dawn"
And you claim these words as your own
But I've read well and I've heard them said
A hundred times, maybe less, maybe more

Og her Alice I Eventyrland-inspiration hos Jefferson Airplanes’ ”White Rabbit” fra 1967:

One pill makes you larger, and one pill makes you small
And the ones that mother gives you, don't do anything at all
Go ask Alice, when she's ten feet tall

Inspiration til meget mere litterær musik her: en.wikipedia.org/wiki/List_of_songs_that_retell_a_work_of_literature

Podcast

Savner du din bibliotekars fløjlsbløde stemme og inspirerende ord? Nu er femte afsnit af bibliotekets egen litterære podcast Bogbrevkassen ude i verden – denne gang med gode bøger til alle med udlængsel.

Og husk, at man altid kan skrive til Bogbrevkassen på info@ltk.dk og få hjælp til fornyet læseglæde og personlig inspiration. 

Alle afsnit af Bogbrevkassen kan høres hvor man ellers lytter til podcasts eller direkte via lyngbybib.dk, hvor litteraturlisten fra programmet også findes.

Lyt og se alle anbefalinger her: lyngbybib.dk/bogbrevkassen

Fotokunst

Kunstfotograf Candida Höfer har været verden rundt for at fotografere storslåede, klassiske biblioteker. Se fotografierne bl.a. på denne site, der også indeholder interview med kunstneren om projektet. Se meget mere her: publicdelivery.org/candida-hoefer-libraries
   

Film

I filmen ”Hør, var der ikke en, som lo?” fra 1978 er Jesper Christensen den unge, arbejdsløse, der driver rundt i 1930ernes kriseramte København. Han besøger bl.a. flittigt biblioteket, (åh, en ung Jesper Christensen på biblioteket – skønne billeder!). Med i filmen er også en ung, skøn Jesper Klein, der bl.a. siger ”Selv i sorte tider, så ligger lykken og venter lige om hjørnet”. Den slags bemærkninger må vi samle på for tiden.

Ny litteratur

Savner man bibliotekets daglige avisudvalg kan man orientere sig på individifaellesskab.dk. Er er overskrifter fra de største danske nyhedskilder kondenseret til ét langt digt, der hele tiden opdateres. Pt. kan vi nok gætte hvilket ord, der ikke er er til at overse i langdigtet. Men mon ikke også bibliotekerne er at finde et sted i digtet? Det er aktuel lyrik, redigeret af en robot.

Knap så nyhedsnær er den nye og unge lyrik og kortprosa på nettidsskriftet Slagtryk.dk, der flere gange om ugen udgiver udvalgte tekster fra den spirende litteraturscene. Sidens arkiv har en søgefunktion, så man kan jo søge specifikt på fx ’bibliotek’.

 

Musik

Musikvideoen til 1980'er popgruppen Tears for Fears’ store hit Head Over Heels er intet mindre end en sand biblioteksromance. Den smukke bibliotekar er pretty hard to get, men ååååh, hvor han prøver, den unge, storhårede forsanger.

Tears For Fears - Head Over Heels (Official Music Video)