Bibliotekets Bogstafet #4

Sommetider ved vi ansatte på biblioteket heller ikke hvad vi skal læse. Men selv hvis læseinspirationen glipper en gang imellem, er vi så heldige, at der altid er en læsende kollega, vi kan udfritte om en idé til næste gode læseoplevelse. Vi vil gerne dele vores bogsamtaler med alle jer derude, derfor har vi sat en bogstafet i gang. Én af Lyngby-Taarbæk Bibliotekernes læseglade medarbejdere sender ud fra et særligt fokus en god bog videre til en kollega, der skal sende en tilbage, der modsvarer den.

Det handler om at slippe fantasien løs, om at to hoveder tænker bedre og om at finde nye, spændende læseoplevelser på vejen!

Kære Line

Kan en bog være godt selskab? Det kan vi vist hurtigt blive enige om. Men hvad gør, at man har lyst til at tilbringe timevis med den ene bog i hænderne, og næsten ikke kan holde et sekund længere ud med den anden?

Det bedste selskab, jeg kan komme i tanke om, er Her er dit liv, Joakim af tegneserieforfatteren Don Rosa. Bare mens jeg skriver dette, gør tanken om bogen mig rolig og drømmende, og min venstre tommelfinger får en uimodståelig trang til at bladre frem til næste side. Den handler om Joakim von Ands liv fra han er dreng, til han er verdens rigeste and. Og det er muligvis den bedste bog, jeg nogensinde har læst.

Hvorfor? Jeg tror, det rigtigste at sige er, at det er blikket, der gør det. Blikket på den skotske and, der går fra at være en blåøjet undermåler i en ludfattig familie til at blive en kynisk, benhård mangemilliardær med flere ben i næbet end nogen anden. Det blik, det ser simpelthen det hele. Det ser barndommens sårbarhed, ungdommens eventyrlighed, det modne livs kompromisser og bratte afslutninger og spøgelserne, der hjemsøger alderdommen.

Det er et blik, der ser den dybeste sandhed i en and, alle afskriver som en skurk. Og den sandhed er ikke, at han ikke er en skurk. Men måske snarere, at man ender som skurk, når der ikke er nogen tilbage, der kan se, hvordan man er en helt.

For han er jo en helt! Inderst inde er alt godt, og så er der i øvrigt ingenting, Joakim von And ikke kan udrette. Der er intet hjørne af kloden, han ikke får rejst tyndt i løbet af historien, der er ingen udfordring, han ikke får anduleret. Og med på denne rejse er blikket, der ser alle sider af anden. Og jeg er også med endnu en gang. For Her er dit liv, Joakim er simpelthen umanerligt, uan(d)stændigt godt selskab.

Dén skal du læse!
Alt godt
Patrick
 

Kære Patrick

Tak for din gode an(d)befaling! Og hvor er det sjovt, at det netop er Don Rosas klassiker, du trækker frem fra gemmerne, for den var jeg simpelthen også besat af i mine tidlige skoleår. Jeg lånte den af en dreng fra min klasse og var ikke meget for at levere den tilbage, for du har ret! Magen til vidunderligt, detaljerigt og fabulerende univers skal man lede længe efter.

Jeg har tænkt længe over, hvad jeg kan anbefale dig af godt læseselskab, og er kommet frem til noget fuldkommen forskelligt fra dit store illustrerede pragtværk. Jeg har nemlig en ganske lille bog med til stafetten, den er på bare hundrede sider og passer næsten i baglommen. Det er nemlig rart, synes jeg, når man er i godt selskab og har svært ved at slippe en bog, at den er let og transporterbar. Min anbefaling til dig er den schweiziske forfatter Fleur Jaeggys roman, Tugtens lykkelige år, der udkom første gang i 1989 og kom på dansk i 2019.

Tugtens lykkelige år hører til en af mine mere nicheagtige yndlingsgenrer, nemlig kostskoleromanen, og handler om det strengt afrettede liv på en schweizisk pigekostskole. Her udspiller sig et meget intenst og altopslugende venskab mellem hovedpersonen og den gådefulde, betagende elev Frédérique. Pigernes venskab er beskrevet som en stormomsust kærlighedshistorie, og det er svært at finde ud af, om hovedpersonen er besat af sin veninde, tilbeder hende, hader hende, forelsker sig i hende eller det hele på én gang. 

Det er noget af det fascinerende ved kostskoleromaner, synes jeg. Når børnene i høj grad er overladt til sig selv, så vokser deres relationer sig store og monstrøse – præcis som de opleves af børnene selv – og det kommer der ofte vild og fascinerende litteratur ud af. 

Bogen viser mig noget fuldkommen anderledes, end hvad jeg selv kender til, og for mig er det rigtig godt litterært selskab. Man går rundt i sit eget lille livs osteklokke, og pludselig viser denne lille bog mig et udsnit af et liv, der er så radikalt anderledes end mit eget, som jeg kan gyse over, spejle mig i og bebo for en kort bemærkning.

Kort sagt er denne lille perle det bedste selskab, jeg kan komme i tanke om i skrivende stund.

Den må du altså ikke snyde dig selv for!

Gode hilsener
Line