Ansigtsbøger til en ansigtstid

Læseanbefalinger til en pause fra FaceTime

En konsekvens af nedlukningen, som denne litteraturformidler personligt ikke havde forudset, er den konstante konfrontation med eget ansigt. Det ansigt, som man er vant til kun at støde på, når man bevidst stiller sig op foran et spejl, kigger nu tilbage på én i tide og utide fra FaceTime-opkald, Skype-møder og Zoom-aftaler. Det er distraherende og ikke nogen ubetinget rar oplevelse.

Et luksusproblem, kunne man indvende, i en tid hvor der er alvorligere ting at tænke på. Men på den anden side: Litteraturhistorien er faktisk fuld af problematiske møder med eget ansigt. Måske det faktisk er noget ret basalt-menneskeligt, vi er inde at rode ved, når vi reducerer os selv til talende ansigter på skærme?

Her kommer derfor en række anbefalinger til gode bøger, hvor et menneske bringes ansigt til ansigt med, nuvel, sit eget ansigt.

Forelsket i eget ansigt – Ovids Metmamorfoser

Det måske mest berømte, litterære ansigstmøde finder man helt tilbage i antikken. Ovid har sat versefødder på den gamle myte om unge Narcissus, der spejler sig i en kilde – med katastrofale følger:

”Træt efter jagten og mødig af heden havde Narcissus
lagt sig her, lokket hid af stedets skønhed og kilden.
Ivrigt stiller han tørsten. Men derunder vågner en ny tørst.

Medens han drikker, fortrylles han af hvad han øjner i vandet,
elsker og håber og tror at hvad der er vand, er en anden,
undrer sig over sig selv og stivner, med blikket fikseret
ganske som om han med ét var en støtte af marmor fra Paros.

Oppe fra grønsværen ser han dernede en tvillingestjerne -
det er hans øjne – et hår så skønt som Apollos og Bacchus’,
bløde kinder, en elfenbenshals og dejlige læber,
og i den lysende, snehvide hud en rødmende skærhed.

Og han beundrer hvad andre beundred, og ubevidst elsker
han nu sig selv og giver sig selv komplimenter og får dem
bejlre og bejles til og sætter i flamme og brænder.
Ofte forsøgte han på at kysse det skuffende vandspejl.
Ofte forsøgte han, også omsonst, at få sine arme
ned om den nakke han ser, og gribe sig selv i sit billed!
Hvad han ser, fatter han ikke, men det han ser, tænder hans hjerte,
øjenbedraget dårer og ægger hans øje des mere.”

Forelsket i sit eget spejlbillede! Hvilken skæbne, og det ender grumt, for ynglingen sygner hen af længsel efter sit spejl-jeg:

”Mat sank hans hoved da ned i det grønne græs, og hansøjne
lukkedes, medens de så beundrende på deres ejer.
Selv i de dødes land hvortil han kom som en skygge
spejlede han sig i Styx.”

Den underskønne, musikalske gendigtning på dansk stod Otto Sten Due for. Læs hele oversættelsen af Ovids Metamorfoser på eReolen.

Ansigtet i opløsning – Døden i Venedig

Det smukke ynglingeansigt møder man også i Thomas Manns Døden i Venedig. Den midaldrende Gustav von Aschenbach tager til Venedig på rekreationsophold og får dér øje på en ferierende ung, smuk teenagedreng, Tadzio, som Gustav forelsker sig hovedkulds i. Ikke mindst Tadzios ansigt betager Gustav:

”Forundret bemærkede Aschenbach, at drengen var fuldendt smuk. Hans blege, yndefuldt generte ansigt, der var omkranset af honningfarvet hår, den lige næse og en henrivende mund med et blidt og guddommeligt alvorligt udtryk ledte tanken hen på de ædleste græske statuer, og trods dets fuldendte form havde det en så enestående personlig tiltrækningskraft, at den, der betragtede det, hverken i naturen eller i kunsten mindedes at have set noget så vellykket. (…) Man havde vægret sig ved at lade saksen klippe i hans smukke hår; som på ”Tornudtrækkeren” faldt lokkerne ned over hans pande, ned over ørerne og endnu dybere ned over nakken.”

Så ungdommelig perfekt er Tadzios ansigt! Men Thomas Manns lille mesterværk af en roman har jo ikke for ingenting døden med i sin titel: Mens Aschenbach stræber mod det skønne og unge, haler forgængeligheden ind på ham selv, og man aner den allerede i beskrivelsen af Aschenbachs ansigt. Hvor Tadzios ansigt ledte tankerne hen på uforgængelig marmor, er Gustavs ansigt umiskendeligt organisk og nedbrydeligt:

”Gustav von Aschenbach var knap middelhøj, brunhåret, glatraget. Hans hoved virkede lidt for stort til den næsten sirlige skikkelse. Hans tilbagestrøgne hår, der var tyndt på issen og særdeles kraftigt og stærkt grånet ved tindingerne, indrammede en høj, kløftet og ligesom arret pande. Bøjlen på hans guldbriller med de uindfattede glas skar sig ind i den kraftige, ædelt formede næses rod. Munden var stor, ofte slap, ofte pludselig smal og sammenkneben; kinderne var magre og furede, den velformede hage, blødt kløftet. Skæbnesvangre begivenheder syntes at have sat deres præg på hans hoved, som han for det meste lagde lidende på skrå …”

Alderen har indhentet Aschenbachs ansigt. Den slags kan jo i sig selv være ubehageligt nok at konstatere, men det er som om at Aschenbach forfølges rundt i den vuggende by af andre forgængelige ansigter, mens han søger sværmerisk efter Tadzio. Særligt ét ansigt hjemsøger ham, ansigtet på en turist, Aschenbach får øje på allerede på skibet til Venedig:

”En af dem var iført et sæt lysegult, overdrevent moderne sommertøj, et rødt slips og en kækt opkrænget panamahat og vakte med sin skingre stemme og kådhed endnu mere opsigt end de andre. Knap havde Aschenbach set ham lidt nærmere an, før han med en slags forfærdelse forstod, at dette var en falsk yngling. Han var gammel, ingen tvivl om det. Der var rynker om øjnene og munden. Kindernes matte marmoisin var sminke, det brune hår under stråhatten med det farvede bånd var en paryk, halsen indfalden og senet, det lille, viksede overskæg og fipskægget på hagen farvet, det gullige og fuldtallige tandsæt, som sås, når han lo, var et billigt gebis …”

Marmoragtigt hvid sminke lagt uden på bløde, indfaldne træk. Den falske yngling bliver nærmest til et slags grotesk forening af Tadzio og Aschenbachs ansigter, og man forstår godt, at synet virker uhyggeligt på Aschenbach. Fordærvet indhenter i øvrigt også Aschenbach i form af en kolera-epidemi, som rammer Venedig i løbet af Aschenbachs ophold, og smitten spreder sig med lynets hast. På den måde er Døden i Venedig også fint relevant læsestof i disse tider.

Den kan læses på eReolen her i dansk oversættelse ved altid fremragende Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Når kraniet kigger frem – Søren Ulrik Thomsen

Ordet ”spejl” er hyppigt brugt i Søren Ulrik Thomsens digtning; det indgår endda selve titlen til en digtsamling, Rystet spejl fra 2011. Mit yndlingseksempel på konfrontation med eget ansigt findes dog i hans langdigt Det værste og det bedste og lyder sådan her:

”Det værste er at spille sig selv
for at undgå at tabe sit stakkels ansigt

gensynet med et gyseligt digt
jeg gudhjælpemig selv har skrevet er værst

det værste er at tandhalsene
så småt er begyndt at grine fra gummen”

Det er allerede ubehageligt, det her med at måtte tage sit eget stakkels ansigt på som maske og spille sig selv. Men der sættes trumf på med de blottede tandhalse. Det er kraniet, der kigger frem her, hvinende smertefuldt, uskønt og ildevarslende, og i samme kategori regnes ”close-ups af paradentose” et andet sted i digtet for det værste. Ansigtet er virkelig stakkels i Det værste og det bedste, det er hårdt prøvet, og selv nærværende litteraturformidler, som aldrig har haft anledning til at barbere sit ansigt, bliver berørt af denne verslinje:

”at barbere sig i koldt vand er det værste”


Og det med at spille sig selv er digter-jeg’et ikke ene om. Langdigtet er fuldt af svigefulde ansigter:

”Det værste er ikke
at du altid taler så nedrigt om mig
men at du samtidig sender mig yndige smil”

Et andet sted står der:

”det værste var egentlig ikke
at du simpelthen var blevet så tynd
men at du bare smilede og smilede og smilede og smilede”

Og:

”Det lille svage svigt jeg så
i det vigende blik var det værste”

Heldigvis står digtet også for en af de mest rørende og originale skildringer af det kærlige blik på et ansigt:

”når dine øjnes store dvælende fisk
i et lynende ryk bag de tykke briller
fanger mit blik i dit er det bedst”

Jeg forestiller mig, at et par langsynede øjne gemt bag et par tykke brilleglas ville have figureret som et billede på forgængelighed hos Thomas Mann. Her hos Søren Ulrik Thomsen bliver det i stedet til en kærlighedserklæring; øjnene som rappe fisk i vand. Og alderen får ikke nødvendigvis én til at pløre grotesk ynglingesminke på sit ansigt, fornemmer man. Alderen kan også blive en forsoning med det ansigt, man har gået og brugt som maske:

”og det bedste er at jeg nu er så gammel
At jeg ikke behøver at spille en anden
blot for at glemme mig selv:
Det er det bedste for mig.”

Det værste og det bedste kan læses på eReolen.

Bugtalerdukkens ansigt – Sylvia Plath og Glasklokken

Så langt er Sylvia Plaths hovedperson Esther Greenwood ikke kommet i romanen Glasklokken, som er endnu en god bog, hvis man trænger til at læse om ansigter. Den lynende intelligente collegepige Esther har vundet et prestigefyldt praktikophold på et modeblad i New York og tilbringer derfor sin sommer i den pulserende storby. Hun er omgivet af glamour, og alt burde være godt, men Esther har svært ved at se sin fremtid for sig som andet end diffus og umulig – og det mærker man i skildringen af Esthers ansigt. Mærkeligt uklart og gerne lidt sygeligt skildres Esthers ansigt, og det er som om, at Esther aldrig helt kan genkende sig selv i spejlet. ”Ansigtet i spejlet lignede en syg indianer”, tænker Esther fremmedgjort om sit eget ansigt. Og et andet sted: ”Jeg så gul ud som en kinamand”. Helt ned i Esthers ansigts etnicitet sidder hendes forvirring altså. Helt galt går det, da Esther skal have taget et slags glamour shot-portræt af sig selv til brug i modebladet. Esther forsøger først at undslippe sit photoshoot ved at gemme sig på toilettet, men hun bliver fundet og tvunget ud for at posere på redaktøren Jay Cees kontor. Og her taber Esther ansigt på meget bogstavelig vis:

”Jeg stirrede ud gennem rammen i Jay Cees vindue, op på den blå himmel. Et par teatralske skytotter drev fra venstre til højre. Jeg fokuserede på den største sky, som om jeg måske, når den var ude af syne, ville få held til at forsvinde sammen med den.
Jeg følte, det var meget vigtigt at holde munden lige som en streg.
’Giv os et smil.’
Så begyndte min mund, lydig som en bugtalerdukkes, at løsne på sig.
’Hov,’ protesterede fotografen, som pludselig fik bange anelser, ’du ser ud, som om du er lige ved at græde.’”

Glasklokken er en fænomenal ansigtsbog og i øvrigt et must-read for alle med en interesse for de skrøbelige ungdomsår og for psykisk sygdom i litteraturen. Den findes på eReolen i meget smuk oversættelse af Olga Ravn og Mette Moestrup.

Det uhyggelige ansigtsmøde

Endelig er konfrontationen et kendt motiv i gyserlitteraturen. Ikke mindst siden romantikken begyndte at udforske sjælelivets og følelsernes afgrunde, har dobbeltgængeren været en gysende gæst i mange uhyggelige romaner og noveller. Hvad sker der, hvis man pludselig ser sit eget ansigt et sted, hvor det slet ikke hører hjemme? Hvad hvis ens ansigt pludselig lever sit eget liv?

Et godt eksempel på det er Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray. Den unge Dorian er usædvanligt tiltrækkende, og især hans ansigt er udsøgt:

”Jo, han var var sandelig vidunderlig smuk med sine fint buede, lyserøde læber, ærlige blå øjne og krøllede, gyldne hår. Der var noget ved hans ansigt, som fik én til at stole på ham med det samme. Al ungdommens oprigtighed og lidenskabelige renhed var at finde der.”

Da Dorian får sit portræt malet af Basil Hallward, bliver Dorian grebet af misundelse: Mens han selv skal ældes, vil hans malede alter ego få lov at beholde sin skønhed. I et øjebliks letsindighed udslynger Dorian et ønske:

”Hvis bare det var omvendt! Hvis bare det var mig, som altid ville være ung, og billedet, der blev gammelt. Det – dét – ville jeg give alt for! Ja, der er ikke noget i hele verden, jeg ikke ville give! Jeg ville give min sjæl for det!”

Den slags skal man passe på med at sige højt i en roman fra 1800-tallet. Dorian kaster sig nu ud i et liv, som bliver stadig mere amoralsk og dekadent, men som årene går er der ikke et eneste spor af fordærv eller ælde at spore på hans eget ansigt. Hans malede ansigt derimod bliver hele tiden lidt mere furet, gammelt og hæsligt, og Dorian gemmer det væk i et fjernt tårnkammer, som sin dybeste hemmelighed...

Billedet af Dorian Gray kan læses på eReolen.

Har man en velassorteret pladesamling eller en god musikstreamingtjeneste, kan man overveje at supplere læsningen med Schuberts lied Der Doppelgänger med tekst af Heinrich Heine. Gerne med Dietrich Fischer-Dieskau og pianist Gerald Moore.

God læselyst med ansigtsbøgerne.

30.04.20