9 nye anmelderdarlings om tro

30.06.21
Utroligt! Det sidste år har budt på en guldmine af bøger om tro.

Tro kan have mange ansigter, og det har den så sandelig også i den højkonjunktur for højsangen, vi har set det sidste år. Kristendommen dominerer, men også mystik, spiritualitet og religion som magt står som klare temaer. Og det sker i alt fra gribende romaner, nyoversatte klassikere og ekstravagante billedbøger. Vi har her samlet 9 af de absolut bedste.

 

Will Eisner – En kontrakt med Gud

Denne skelsættende grafiske roman fra 1978 handler mest af alt om skæbnen. Det er en samling af små historier, og i titelhistorien ’En kontrakt med Gud’ bliver ideen om skæbnen allertydeligst koblet med den (måske) fraværende Gud, der spøger i samlingen. Der er noget monumentalt over dette værk, som både skyldes Will Eisners ikoniske streg og store menneskelighed. Og så er det faktisk en af de første grafiske romaner nogensinde!

 

Anne-Grethe Bjarup Riis – I guds rige

Da Anne-Grethe Bjarups Riis’ lille søn får konstateret leukæmi, sætter det en psykisk lavine i gang. ’I guds rige’ handler om, hvordan håbløsheden over sønnens sygdom kobler til en barndom i skyggen af død, og om, hvordan man som ikke-troende kan få behov for at række ud efter noget større. Det er en åben og gribende bog – en samtale, ikke en prædiken.

 

Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen – Dødens store billedbog

Denne betagende bog om døden er et lån værd alene for den visuelle oplevelse. Kunsthistoriens mest fantastiske værker om undergang, drab og tragedie er nemlig gengivet i forrygende god kvalitet. Og så er teksterne om værkerne kløgtige, uden at man kløjes i analyser og fremmedord. En portal ind i et emne, der fra tidernes morgen har været svøbt i tro og tvivl.

 

Martin Schwartz Lausten – Biskoppen og jødeforfølgelserne

Den sandfærdige historie om Hans Fuglsang-Damsgaard, biskop i Københavns Stift under besættelsen, er et indblik i en tid i Europa, hvor tro kunne være alt. Biskoppens liv sætter rammen for en udforskning af tidens enorme stridsemner. Og af hvordan tro, både den personlige og den institutionelle, bliver både livsvigtig og livsfarlig.

 

Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt – For han ved ikke hvad han gør

At læse Biblen, som om man intet vidste om den. Det er Jeppesen og Ugilts mission, og de lykkes med det på forunderlig vis. Gud bliver til en elskværdig romankarakter, der belyser alt fra at være forælder til at være Greta Thunberg. Ideen om, at Biblen er den bog, der rummer de største fortolkningsmuligheder, virker i denne kærlige og oplysende bog mere sandsynlig end nogensinde.

 

Sørine Gotfredsen – Som Sørine læser Bibelen

I ’Som Sørine læser Bibelen’ bliver man gjort klogere på tro af Danmarks måske mest synlige kristne debattør. Og det sker forfriskende udogmatisk. Med pejlemærker som Suzanne Brøgger og Svend Brinkmann præsenterer Sørine Gotfredsen sit verdenssyn på en måde, der er både tilgængelig, personlig og i god tro.

 

Marieke Lucas Rijneveld – Aftenens ubehag

Den tiårige fortæller Jas beder en dag til Gud om, at det ikke er hendes kanin, der skal brødføde familien, men at døden i stedet må ramme hendes bror Matthies. Det ender med at ske. Og sådan starter en dybt poetisk, dybt grotesk hvirvelvind af familieopløsning og ubehag, som vandt den internationale bookerpris i 2020.

 

F. M. Dostojevskij – Brødrene Karamazov

Den kendte russiske forfatter Dostojevskij havde sin helt egen version af kristendom. Og i ’Brødrene Karamazov’ er netop troen i centrum – især den konflikt mellem tro og tvivl, der sendte Dostojevskij ud i mange eksistentialistiske halespind. Den nye oversættelse af Marie Tetzlaff har fået umanerligt meget ros, og er derfor det perfekte sted at starte med en af verdenslitteraturens uomgængelige koryfæer.

 

Karl Ove Knausgård – Morgenstjernen

”Intet stod længere åbent som det havde gjort da vi var i begyndelsen af tyverne.
Men hvem havde sagt at livet skulle være åbent?”

Knausgårds seneste roman er en mursten om alt det, vi ikke forstår. Nye stjerner og mørke kræfter svæver over ni personer, som midt i alt det store og ufattelige finder alt det mindste og vigtigste: ømheden, skønheden, nærheden.