8 eksistentialistiske klassikere

22.04.21
Mangler du en fængende bog, der efterlader en med noget at tænke over, er det måske en eksistentialistisk bog, du har brug for.

Eksistentialisme er et stort ord, der handler om noget ret enkelt. Kort fortalt er bøger eksistentialistiske, når de handler om mennesker der lever i en verden, de selv er nødt til at give mening. Det kan være mennesker, der er fangede i uigennemskuelige bureaukratier. Eller som ikke føler sig hjemme i et ellers imødekommende samfund. Det kan også være mennesker, der ikke kan finde meningen med dem selv. Hvorfor gør de, som de gør, og hvorfor findes de overhovedet?

Alle disse kriser og spørgsmål støder man på i de eksistentialistiske klassikere på denne liste. Det er til tider barske emner, og det er jo noget af det, litteraturen gør, når den er bedst –skaber et rum til fordybelse og refleksion, man ikke finder andre steder.

Den fremmede

I´Den fremmede´ følge vi manden Meursault i tiden efter hans mors død. Det er en historie om et menneske, der næsten er fuldkomment ligeglad med, hvad der sker i verden omkring ham og i hans privatliv. Det mærker man allerede fra de berømte første ord: ”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.”

Bogen har et nemt sprog og en kort længde, som gør den oplagt som stedet at starte med eksistentialistiske fortællinger. Den foregår i to dele, én før og én efter den centrale scene på en strand, hvor Meursault skyder en mand. Det er især samfundets efterfølgende reaktion på mordet, samt Meursaults egen mangel på reaktion, der hiver de eksistentielle spørgsmål frem. Her bliver Meursault for alvor den fremmede, en grotesk version af et menneske, der ikke længere har en plads i verden.

 

Processen

Den enkle historie i ´Processen´ er, at chefkasseren Josef K. blive anklaget for en forbrydelse, han ikke kan få at vide, hvad er. På den måde er bogen en historie om en verden, hvor jura, bureaukrati, procedurer og hierarkier betyder mere end noget andet – især hvad der er sket ”i virkeligheden”.

Få forfattere er blevet en del af vores sprog som Franz Kafka, forfatteren til ’Processen’. Når en proces drukner i papirarbejde, når en lov handler mere om håndhævelse end om retfærdighed, eller når organisationer er bygget som labyrinter, hvor øjenhøjde og ansvar forsvinder, kan man kalde det for ”kafkask”. Det skyldes i høj grad ’Processen’, som måske er den bog, hvor Franz Kafka tydeligst viser sin oplevelse af en moderne verden, hvor forholdet mellem mennesker drukner i samfundets kompleksitet. 

 

Mrs. Dalloway

Man kan få meget ud af ’Mrs. Dalloway’ ved at læse bogeni lyset af den apokalyptiske katastrofe, der var Første Verdenskrig. Vi følger to hovedpersoner i løbet af en enkelt dag, den aldrende Clarissa Dalloway, som har overlevet krigen uden at opleve den, og veteranen Septimus Warren Smith, som kun har overlevet krigen i fysisk forstand, ikke i psykisk. Begge kæmper med tvivl om deres plads i fællesskabet og hjemsøgende tanker om deres forhold til døden.

Døden kommer da også meget tæt på den ene af de to karakterer – uden at røbe for meget! Og det er især, hvordan dét påvirker den videre fortælling, der er utroligt spændende. I ’Mrs. Dalloway’ er mødet med døden nemlig noget, der ad mystiske omveje bliver livsbekræftende. Og med Virginia Woolfs typiske stil, den indadvendte bevidsthedsstrøm, får man i den grad lov at opleve, hvordan denne sælsomme forvandling af enafgrundsåbnende oplevelse finder sted.

 

Mens vi venter på Godot

Den måske mest krævende bog på listen er ’Mens vi venter på Godot’, som ikke er en roman, men et skuespil. Den er krævende, fordi der ikke sker så meget – både skuespillets første akt og anden akt handler om Vladimir og Estragon, som står ved et træ uden blade og venter på Godot, der aldrig dukker op. Skuespillet går derfor med, hvad de finder på at tale om og gøre sammen i mellemtiden. På den måde er hele historien en metafor for den eksistentialistiske tanke, at mennesket må skabe sin egen mening i en retningsløs verden.

Det er med andre ord lidt som at se ’Cats’ at læse ’Mens vi venter på Godot’ – det ene er ”bare katte der danser”, det andet er ”bare mennesker der venter”. Men er man interesseret i et absurd og tankevækkende skuespil, hvor kvaliteten ligger i sidebemærkninger om støvler, klokkeslæt og vittigheder om briter, så er det her, man skal slå til. I hvert fald indtil efterfølgeren kommer, 'Mens vi venter på vaccinen'.

 

Mørkets hjerte

I ’Mørkes hjerte’ rejser sømanden Charles Marlow dybt ind i Afrika på vegne af den europæiske elfenbenshandel. Undervejs hører han om den myteomspundne Kurtz, en mand som blandt europæerne i Afrika bliver hyldet for sin intelligens, sin medlidenhed og sit arbejde. Charles Marlows møde med Kurtz afslører dog en anden side af manden – han ligger dødeligt syg og er besat af de grusomheder, han har set.

’Mørkets hjerte’ er en bog om den barbariske kerne i europæisk imperialisme, som er skrevet flere årtier inden Frankrig forlod Algeriet og Indien blev uafhængigt fra England. Man har derfor kaldt bogen profetisk. Alt afhængigt af, hvad man mener der lurer under menneskers orden, kontrol og hierarkier, er den det måske endnu.

 

”Skibsdrengens fortælling” fra Vinter-Eventyr

Den absolut korteste fortælling på listen er novellen ”Skibsdrengens fortælling” fra novellesamlingen ’Vinter-Eventyr’. Det er historien om den unge Simon, der fordi han redder en falk bliver reddet af selvsamme falk to år senere, da en gruppe russiske sømænd er efter ham. Det er som titlen på samlingen røber et eventyr, og det handler om, hvordan mennesket finder samhørighed med verden ud fra de valg, det træffer.

Spørger man en professor, er ”Skibsdrengens fortælling” og resten af historierne fra Vinter-Eventyr ikke eksistentialistiske. Men vigtigheden af at vælge at handle, som afgør historien i ”Skibsdrengens fortælling”, har gjort at man for nylig er begyndt at se historien med eksistentialistiske briller rundt omkring på landets gymnasier. På grund af sin korte længde og sin lette tone er novellen også et glimrende sted at starte med at læse om et af eksistentialismens store temaer – valget som menneskeligt grundvilkår.

 

Løgneren

Johannes Viig er skolelærer og degn på Sandø, hvor han på trods af sine vigtige positioner i det lille øsamfund lever et isoleret liv. Han er involveret med ikke en, men to kvinder, den unge Annemari og den ældre Rigmor. I kærligheden kommer Johannes Viigs eksistentielle krise til udtryk – han kæmper med at tage et autentisk valg, men han er ude af stand til at gøre noget, der er en spejling af, hvad han ”virkelig” føler, hvem han ”virkelig” er.

Hvem Johannes Viig ”virkelig” er, bliver man aldrig klog på. Selve sproget i ’Løgneren’ er nemlig fuld af kunstneriske greb og referencer til andre tekster, som Johannes Viig kan gemme sig bag. Derfor er bogen først og fremmest en historie om, hvordan et menneske holder sig selv på afstand.

 

Slagtehal fem

Den sjoveste bog på listen er uden tvivl historien om Billy Pilgrim, en amerikansk soldat i Anden Verdenskrig som bliver løsrevet fra tidens strøm, så han springer mellem nutid, fortid og fremtid. Billy Pilgrim sidder både som krigsfange i Dresden, overlever et flystyrt og bliver sat i zoologisk have af tidsrejsende rumvæsener. Det lyder måske ikke sjovt, men med Kurt Vonneguts tørre humor og sans for det absurde i det alvorlige bliver det hyldende underholdende.

'Slagtehal fem' skaber med sine tidsrejser en verden, hvor alt er givet på forhånd, fordi alting allerede er sket. Med sit store fokus på Anden Verdenskrig betyder det, at soldater som Billy Pilgrim kæmper en nyttesløs kamp, hvor man ikke kan gøre noget for at undgå tragedierne. Derfor bliver det store spørgsmål, hvordan han ender med at se på sin eksistens, når han indser, at han ingen kontrol har over den. På den måde er handlingen i 'Slagtehal fem' det modsatte af eksistentialisme, for mennesket har ingen mulighed for at skabe sin egen mening. Spørgsmålet er, om man som læser sidder tilbage med samme følelse.