5 børnebøger om klimakrise

Bøger til højtlæsning eller egen læsning om klimakrise.

Der bliver talt meget om klima og klimakrise. Børn hører om det i skole, i TV og måske også når forældre taler om det derhjemme.

Vi har fundet nogle bøger, hvor børn i flere aldre kan læse mere om det.

Den første Plastiksuppe, som er en billedbog til børn fra 4 år. Plastiksuppe handler om klimaproblematikker og er velegnet som højtlæsning for små børn fra 4-6 år. Det kan være uhyggeligt for børn at høre om og se, hvad forurening kan gøre af skade på naturen. Plastik i havene kan være nok til at give nogle børn mareridt, hvis de får lov at se lidt af nyhederne eller en tilfældig naturdokumentar om livet i havet. Men her bliver vi oplyst uden at blive rigtig bange, og vi får at vide, hvad vi konkret kan gøre for at hjælpe.

Under polarisen er en smukt illustreret fagbilledbog om livet over, midt i og under polarisen. Emnerne er så godt forklaret, at børn ned til syv år kan få indblik i den vigtige og sårbare verden.

Bogen er opbygget, så først handler om Arktis. Derefter er der beskrivelser af både levende is, iskantzonen, isalger, planteplankton, dyreplankton, vandlopper. Sådan gennemgås organismerne fra de mindste til de største, og delvist også opad i fødekæden, afbrudt af fakta om gletsjere, havbunden og lignende.

Hovedpersonen i Huset på havets bund er en syg pige, som bliver passet hjemme hos farfar. Nede i kælderen finder de en gammel iPad af en slags. Da pigen tænder den ser hun to skikkelser, der går ind i et hus. Det er en mand og et barn, der ligner hende selv og farfar. Skærmen siger også lyde; havlyde. Pludselig banker naboen på og siger der er oversvømmelse i haven. Bogen vil fungere rigtigt godt til højtlæsning fra cirka 5 år. En bog der er oplagt som udgangspunkt for samtaler om de skræmmende forandringer i verden.

Ørkenfeber af Søren Jessen er science fiction om en nær fremtid, hvor jorden blevet til en ørken og vand er en mangelvare. Bogen leger med tanken om, hvordan man overlever i en verden med tørke, hvor de samfund vi kender, er brudt sammen. Spændende og med seje illustrationer. 

I bogen Kaskelotternes sang bliver den lille hvalunge Tangøje født ind i en stor kaskelotfamilie. Han lever et trygt, men også farefuldt liv i den store flok og bliver godt beskyttet af sin mor. Hun lærer ham mange vigtige ting, som fx at fange blæksprutter og altid være på vagt for havets mange mystiske lyde og farer. Under et angreb fra mennesker og deres harpuner, forvilder Tangøje sig væk fra flokken og sin mor, og han må klare sig alene på det store hav. Han udsættes for farer og udfordringer, men lærer at klare sig selv.

Bogen handler om de store emner som venskab, døden, personlig udvikling og ikke mindst forurening og dyreliv.