Tag del i sommerens læsefest – og del, hvad du læser!
Sæt gang i din sommerlæsning og vær med i sommerens store bogkonkurrence. Du bestemmer helt selv, hvilke bøger du vil dykke ned i, og samtidig deltager du i lodtrækningen om en stak af efterårets mest spændende bogudgivelser.
Du deltager ved at:
- Læs eller lyt til mindst 3 bøger og noter titel og forfatter på bagsiden af arket, som er på biblioteket.
- Gennemfør mindst 10 af udfordringerne. Du må gerne klare flere på én gang – hvis du fx læser en bog af en udenlandsk forfatter højt for én, du holder af, mens I spiser en is, kan du allerede sætte kryds ved 3 udfordringer.
- Skriv en kort anbefaling af sommerens bedste læseoplevelse.
- Aflevér dit udfyldte ark på biblioteket senest den 30. august
– så er du med i konkurrencen om en stor bogpakke fyldt med gode læseoplevelser. Har du brug for inspiration eller gode læsetips, står vi klar til at hjælpe dig på biblioteket.