ROD - huskunstnerprojekt på Stadsbiblioteket

Tre kunstnere og tre klasser udforsker unges mulighed for at fordybe sig i læsning gennem huskunstnerprojektet ROD på Stadsbiblioteket dette forår.

Fra og med d. 1. februar og tre måneder frem indtager huskunstnerprojektet ROD Stadsbiblioteket i Lyngby. 

Hvad er ROD?

Hvad vil det egentligt sige at fordybe sig? Hvordan hænger fordybelse og læsning sammen? Hvordan kan forskellige kunstformer inspirere os til at skabe nye rammer for fordybelse? Og hvordan kan vi skabe rum og mulighed for fordybelse i en hektisk verden - især for unge mennesker?

Med huskunstnerprojektet ROD ønsker vi at give unge mulighed for at slå rod i litteraturen. For at skabe et sted og en måde at være i selskab med litteraturen på, hvor fortællingerne, som små grene, strækker sig ind i ens egen livsverden. ROD refererer også til den uro - eller det rod - unge kan opleve i forbindelse med at finde fodfæste i sig selv og i verden. Projektets ambition er altså at lade unge finde rødder og genkendelse i litteraturen og dermed aktivt bruge læsning til at skabe øget trivsel blandt unge.

De næste tre måneder vil tre kunstnere invitere tre grupper af unge ind i deres kunstneriske arbejdsprocesser, og gennem dette kreative arbejde, vil de sammen udforske hvad læsning, fordybelse og litteratur kan betyde i deres eget liv. 

De tre huskunstnere

De tre huskunstnere vil hver udføre et selvstændigt forløb, som gennem deres kunstneriske praksis og genstandsfelt udforsker læsning og fordybning i samarbejde med grupperne af unge.

Det første forløb står forfatter Gustav Valdemar Strange for. Gustav er nyuddannet fra Forfatterskolen og har udover sit forfattervirke også erfaring som redaktør og som oversætter. Det andet forløb udføres af designer og scenograf Pelle Staack, som blandt andet har arbejdet indenfor mode- og teaterverdenen. Det tredje forløb varetages af billedkunstner Mette Høyen Andersen, som står bag en række udstillinger og arbejder på tværs af medier og materialer. 

De tre forløb vil udmunde i et ferniseringsarrangement, som vil tage form i forbindelse med Lyngby-Taarbæks ungekoordinator. 

Tusind tak til de tre kunstnere for at tage del i projektet. Tak til de tre klasser der deltager og tak til ungekoordinator Ronnie Jeppesen. Og ikke mindst stort tak til Statens Kunstfond og deres huskunstnerordning for støtte til projektet.

Vil du vide mere om projektet kan du kontakte os på mail på embes@ltk.dk eller sopfu@ltk.dk.

Projektets plakat er designet af Pelle Staack.