"De tabte minders ø" af Yoko Ogawa

Hvad handler bogen om?

”Hm,” tænkte jeg undervejs i Yoko Ogawas ”De tabte minders ø”. ”Er vi ude i noget a la John Fowles’ ”Offer for en samler”?”
For ser man et kort øjeblik bort fra den ydre ramme, så handler historien om forholdet mellem en forfatter – romanens jeg-fortæller – og hendes litterære redaktør. De to har et nært arbejdsfællesskab, når de sammen gennemgår forfatterens melankolske kærlighedsromaner og overvejer det ene adjektiv fremfor det andet. Hun er single. Han er gift og står netop over for at blive far.
Derfor virker det temmelig bizart, at hun får den ide at gemme ham i et skjult rum i sit hus. Her bliver han sat til at pudse hendes anløbne sølvtøj, mens han langsomt begynder at sygne hen.
Hvad er forfatteren – altså ikke Ogawa, men romanens jeg-fortæller – egentlig ude på? Er hun en såkaldt upålidelig fortæller, hvis ord man ikke kan fæste lid til? Er det hemmelige politi, mindejægerne, som arresterer borgere, som ikke kan glemme de forsvundne ting, mon hendes opspind over for os læsere og måske også over for sig selv? Handler romanen i virkeligheden om den forsmåede elskers ønske om at indespærre den elskede i skjulte rum og aflåste tårnværelser? Efter at have læst den overraskende slutning er jeg stadig i tvivl, om denne læsning holder – eller ikke holder – vand.

Hvorfor skal man læse denne bog?

Taget for pålydende er Yoko Ogawas ”De tabte minders ø” en dystopi om alle de smukke ting, vi så let kan miste, om at gemme sig for et totalitært regime og om afbrænding af bøger og biblioteker. Den er – synes jeg – et skatkammer af poetiske formuleringer, både banale og dybsindige, og er hermed anbefalet.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Bogen minder om disse fantastiske og ret så forskellige bøger: ”Anne Franks dagbog”, digtsamlingen ”Alfabet” af Inger Christensen og sci-fi klassikeren ”Fahrenheit 451” af Ray Bradbury.

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område.