Tiden går i litteraturen

Bøger er tidsmaskiner! Tag med ned ad memory lane og langt ud i fremtiden gennem disse værker.

Er der noget litteratur, hvor tid ikke spiller en rolle? Måske ikke – at fortælle en historie er også at skabe et tidsforløb. Tænk bare på "der var engang…". Alligevel er der noget litteratur, som beskæftiger sig særligt meget med tid.

Her er en god håndfuld bøger, der på interessante og vidt forskellige måder har tidens gang i centrum. 
 

Inden april

Morten Chemnitz skriver digte, der skruer verdens tempo helt, helt ned og stiller skarpt på de små ting og bevægelser, der omgiver os. Skyer der oplyses nedefra, en skygge på en mur, blade der rasler. 'Inden april' er fuld af sætninger som "i de tyndeste grene først de yderste blade". Med denne digtsamling kan man virkelig lade den travle verden suse forbi og følge forårets komme knop for knop, blad for blad. 
 

De urolige 

Erindringsromaner handler næsten uundgåeligt om tidens gang. Linn Ullmanns 'De urolige' er ingen undtagelse, men den er også helt unik i sin måde at reflektere over tid, hukommelse og alderdom på. Romanen kredser om Linn Ullmanns forhold til sin far Ingmar Bergman og mor Liv Ullmann. Helt i begyndelsen af romanen husker Ullmann tilbage på det tidspunkt, da hun indså at alderdommen havde tag i hendes far. Nemlig da han, stik mod sin sædvanlige punktlighed, kun hele sytten minutter for sent til en aftale uden selv at opdage det. 
 

Tidsmaskinen

H. G. Wells' roman 'Tidsmaskinen' er en af sci-fi litteraturens helt store klassikere. Det er en eventyrlig fortælling om en videnskabelig herre, som bygger en tidsmaskine og rejser langt ud i fremtiden hvor han møder helt andre civilisationer og livsformer end vi kender. Det er ikke bare en historie spækket af spænding, det er også ret sjovt at få et indblik i hvordan H. G. Wells forestillede sig fremtiden, da han skrevet denne roman i slutningen af 1800-tallet.
 

Jeg kan huske

Denne poetiske bog dykker helt ned i erindring og barndommens sansemættede detaljer. Det helt særlige ved den er, at hver sætning begynder med ordene "jeg kan huske". Det er ret utroligt, hvad der kan dukke frem af hukommelsens dyb ved hjælp af de tre ord, og Joe Brainards metode er blevet brugt på alskens skrivekurser lige siden denne bog så dagens lys som en hukommelses- og skriftmaskine. Bogen giver et fantastisk og dybt personligt kig ind i en anden tid og dens hverdagslige detaljer. 
 

Fire Kvartetter

Hvis du vil læse fine, poetiske refleksioner over hvad tid er for en størrelse, kan du passende kaste dig over digtet 'Burnt Norton' af T. S. Eliot. Digtet er det første i samlingen ’Fire Kvartetter’ og begynder sådan her: 
"Nærværende tig og svunden tid/ Er begge måske nærværende i kommende tid/ Og den kommende tid indeholdt i den svundne tid". En eftertænksom meditation over tiden, mennesket og universet, som du kan lade dig henføre af.  
 

Sommerbogen

Tove Janssons 'Sommerbogen' er en samling små fortællinger fra en langsom, rolig sommertid på en lille ø i den finske skærgård. Den kredser især om seksårige Sophias forhold til sin farmor. Sammen udforsker de to øen, finder gemmesteder og snakker om livet. 'Sommerbogen' er et utroligt rørende og fint portræt af et bånd på tværs af generationer. Mellem barnet, der har tiden og livet foran sig og farmoren, der er rig på levet liv og erfaringer. 
 

17.03.22