Thorstein Thomsen, 1950-2021

Den lokale forfatter og musiker Thorstein Thomsen er gået bort.

Som forfatter kender vi nok Thorstein Thomsen først og fremmest for hans børnebøger. Han skrev både billedbøger, historier, rim og remser og ungdomsbøger. Mest kendt er ”Da Lotte blev usynlig”, som også blev filmatiseret i seks afsnit. Hans børnebøger har humor og fantasi, men ofte også et mere alvorligt tema som fx skilsmisse, fattigdom eller alkohol. Dog er de kendetegnet ved en pointe om, at selvom man ikke er den pæneste familie, så kan man sagtens have det sjovt og være fyldt med kærlighed til hinanden.

Først senere i hans karriere begyndte Thomsen at skrive voksenbøger. Senest skrev han ’De hjerneløse’ i 2019.

Musikken var også en stor del af Thorstein Thomsens liv. Han har spillet et hav af instrumenter, og har af flere omgange spillet sammen med C. V. Jørgensen. Hans kærlighed til musikken skinner også igennem i hans bog ’Musikken og mig – Om at vokse ind i en Beatles tid’.

Thorstein Thomsen har vundet flere priser bl.a. Børnebibliotekarernes Kulturpris.

På gåturen LitteraTUR har man mulighed for at gå forbi Thorstein Thomsens barndomshjem på Christian X's Alle.

Læs mere om Thorstein Thomsen:
Forfatterweb
Litteratursiden
LitteraTUR