Op af sofaen

Velskrevne beretninger, der får dig op af sofaen og ud i naturen.

Fitnesscentrene har lukket, den daglige cykeltur til arbejde er erstattet af 10 skridt hen til computeren, og om aftenen frister sofaen. Hvordan finder man egentlig motivationen til at komme ud? Vi har fundet hjælp i form af fire velskrevne og inspirerende selvbiografiske bøger, som både fortæller interessante livshistorier og giver lyst til at snøre skoene og komme ud i det fri.

Bill Bryson: En tur i skoven

En spændende, morsom og klog kombination af erindringer og rejseskildring skrevet af den prisvindende populærvidenskabelige forfatter Bill Bryson. Han tager læseren med på en 3300 km lang vandretur gennem Appalacherbjergene langs Amerikas østkyst, hvor der er uendelige skove, bjørne og en temmelig gnaven vandremakker. Fortællingen er fuld af herlige anekdoter og intelligente diskussioner af geologi, historie, kultur og natur.

Findes også som engelsk ebog på eReolen Global

Haruki Murakami: Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe

Den verdensberømte japanske forfatter skriver finurligt, filosofisk og humoristisk om at løbe og om at skrive.

I Murakamis liv er der en tæt kobling mellem de to discipliner, for det kræver en dyb indre motivation, en god portion disciplin, koncentration og fysisk styrke at skrive romaner, og disse egenskaber styrker han på de lange, daglige løbeture. Han tager læseren med på løbeture gennem Hawaii, Japan og Boston, og deler bl.a. meditative tilstande, mantraer og en kæk tekst til gravstenen.

Findes også som ebog på eReolen

Cheryl Strayed: Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen

Rørende, indsigtsfuld og livsbekræftende selvbiografisk fortælling om den unge amerikanske Cheryl Strayeds deroute og den dannelsesvandring, der reddede hendes liv.

Efter hun som 22-årig mister sin mor går hun helt ned, dropper ud af college og ender i et heroinmisbrug. En dag støder hun på en bog om den 4.000 km lange trekking-rute Pacific Crest Trail og beslutter sig for at vandre ud alene. Det bliver en tur med uforudsete vanskeligheder, væskende vabler, overrumplende natur og nye venskaber og erkendelser.

Findes også som ebog og netlydbog på eReolen

Marc Hamer: Kunsten at fange muldvarpe og finde sig selv i naturen

Walisiske Marc Hamer, digter og forhenværende muldvarpefænger, har skrevet denne lune, usentimentale bog, som blander personlige erindringer, naturbeskrivelser og eksistentiel refleksion.

Det handler om at fortabe sig i naturen, om at tilpasse sig forandringens lov, om menneskets trang til kontrol – og så selvfølgelig om muldvarpenes fascinerende underjordiske tilværelse. Vidste du fx at muldvarpe bider hovedet af regnormene og gemmer dem som forråd eller at hunnerne er hermafroditter?

Efter endt læsning er man både klogere på tilværelsen og lidt af et muldvarpe-leksikon, som tager sig i at spejde lystigt efter muldvarpeskud.