Viggo og Ingeborg Stuckenberg

Information om Viggo og Ingeborg Stuckenberg til LitteraTUR - litterær gåtur i Lyngby

Viggo Stuckenberg

Barndom og ungdom

Viggo Stuckenberg blev født i 1883 og var søn af Johanne Georgine Fog og Frederik Henrik Stuckenberg, der var ansat som lærer i Statsfængslet i Vridsløselille.  Ni år senere flyttede familien til Nørrebro i København, hvor faderen blev udnævnt til distriktsforstander for Københavns fattigvæsen. Som 15 årig ville den unge Stuckenberg ud på eventyr og sejlede et års tid som aspirant med fregatten Sjælland. Men da han ikke blev optaget på officersskolen, søgte han i stedet ind på Det Von Westenske Institut, hvor han blev student fra i 1884. Efter gymnasiet begyndte Viggo Stuckenberg at studere først østerlandsk filologi senere zoologi og botanik. Men økonomiske problemer satte en stopper for hans videre studier, og han blev ansat som lærer ved Slomanns Skole på Frederiksberg, hvor han var ansat til din død.

 

Ægteskabet med Ingeborg

I 1887 giftede Viggo Stuckenberg sig med den unge Ingeborg Pamperin. I begyndelsen var deres ægteskab meget lykkeligt. Men efter blot tre år begyndte ægteskabets harmoniske overflade at krakelere. Det skyldtes både økonomiske problemer og psykologiske grunde. Digterlivet og bohemetilværelsen tiltrak Stuckenberg men gjorde også, at han det meste af sit liv måtte hutle sig igennem tilværelsen. Det påvirkede ægteskabet. Der er ingen tvivl om, at Ingeborg var en stor inspiration for Viggo Stuckenberg, hvilket hans forfatterskab også vidner om. Men dagligdagen blev en kamp mellem to stærke viljer, der på denne ene side elskede hinanden men på den anden side ikke kunne leve sammen. I digtet "Ingeborg" fra 1901 sætter Stuckenberg ord på det problematiske forhold:

 

Thi to, som elsker hinanden, 
kan volde hinanden mer' ondt 
end alle de argeste fjender, 
som hævner sig jorden rundt.

Og to, som elsker hinanden, 
kan læge de ondeste sår 
blot ved at se på hinanden 
og glatte hinandens hår.

 

Fra villa til gartnerbolig

I 1900 var de økonomiske problemer blevet så store for parret, at de måtte flytte fra den store lejlighed "Vennely" til en mindre og billigere bolig i gartnerboligen til Sorgenfri Slot. De var så økonomisk trængte, at Stuckenberg måtte foretage en del af flytningen på en trillebør for at skære udgifterne ned. Flytningen blev skæbnesvanger for parret og udviklede sig til et Strindbergsk drama.

 

Dobbelt kærlighedsforhold

I gartnerboligen boede slotsgartner Hans Dines Madsen med sin hustru Clara. Kort tid efter indflytningen forsøgte Ingeborg at begå selvmord, men blev reddet af Madsen. Hun blev tiltrukket af ham, og Stuckenberg søgte tilflugt og trøst hos Madsens hustru Clara. Ingeborg stak af med Madsen til New Zealand. Mens Stuckenberg, sammen med sine to sønner, flyttede til Frederiksberg, hvor han giftede sig med Clara efter meddelelsen om Ingeborgs tragiske selvmord i New Zealand. Lykken varede dog kort. Stuckenberg fik nyrebetændelse og døde kort tid efter den 6. dec. 1905 på Frederiksberg Hospital.

Viggo Stuckenberg ligger begravet på Assistens Kirkegården i København

 

Stuckenbergs forfatterskab

Stuckenbergs forfatterskab var af inspireret af J.P. Jacobsen, August Strindberg, Georg Brandes og Holger Drachmann. Men Stuckenbergs lod sig også inspirere af dagligdagen, og forfatterskabet var meget personligt med ægteskabets lykke og forlis som de væsentligste temaer. Mange mente, at han ligefrem udleverede Ingeborg samt venner og bekendte. Men for Stuckenberg måtte kunsten være personlig, og han bebrejdede ligefrem vennen og forfatteren Johannes Jørgensen, at han byggede sine bøger på læsning og ikke på liv.

Udover sine romaner og digtsamlinger afsatte Stuckenberg også løbende digte og prosa til aviser og tidsskrifter. Ligesom han anmeldte litteratur, teater og kunst i Politiken.

 

Mindebænk for Stuckenberg

Efter mere end 27 års tilløb og flere diskussioner frem og tilbage fik Viggo Stuckenberg et mindesmærke. Den 28. Okt. 1934 indviede forfatteren og digteren Helge Rode en mindebænk for Stuckenberg i Sorgenfri Slotspark, hvor digtet "Ingeborg" med "Thi to som elsker hinanden" står for eftertiden og med Helge Rodes ord ..."taler til alle og er en vejviser til den stille stund".

 

 

Ingeborg Stuckenberg

Barndom og ungdom

Ingeborg Stuckenberg var datter af manufakturhandler Wilhelm Gottlieb Pamperin og Wilhelmine Langballe. Ingeborg blev født i 1866 i København i et velhavende grossererhjem. Efter at have fuldendt sin skolegang blev hun, på grund af sit store tegnetalent, optaget på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Men hendes forlovelse med Viggo Stuckenberg satte en stopper for hendes studier, og hun forlod tegnestuen, før uddannelsen var færdiggjort. Hendes familie sørgede for at oplære hende til ægteskabets pligter ved at sende hende på husholdningsoplæring på landet, inden hun i 1887 blev gift med Viggo Stuckenberg.

 

Fra København til Lyngby

Parret flyttede i første omgang ind i "Kartoffelrækkerne" ved søerne i København, da Viggo Stuckenberg havde fået ansættelse som lærer på Slomanns Skole og var påbegyndt sit forfatterskab. 24 år gammel fødte Ingeborg parrets første søn Henrik og blot et år senere kom endnu en søn Niels Holger til verdenen.

 

Ingeborg som muse

Parrets hjem blev et samlingssted for en kreds af tidens kunstnere. I Studentersamfundet havde Ingeborg lært nogle af tidens betydeligste kunstnere at kende. Så personligheder som forfatterne Johannes Jørgensen og Sophus Claussen og kritikeren Edvard Brandes var hyppige gæster i hjemmet. Senere blev bekendtskabskredsen øget med bl.a. Georg Brandes, forfatterne Erik og Amalie Skram , Knut Hamsun, filosoffen Harald Høffding og maleren Albert Gottschalk. Ingeborg blev muse for mange af kunsterne. F.eks. skrev forfatteren Johannes Jørgensen:

 

"Hun var Musen, som man skrev Vers til for et Kys paa hendes Kind. Hun var Marketendersken i vor lille Fremskridtets Hær - hun var Valkyrien, der gik forrest i Kampen, og hun var Præstinden for den hellige Ild i vore Sjæle,"

 

Ingeborg blev kredsens naturlige centrum med sin mangesidede begavelse, kunstneriske og kritiske sans. Hun var en svoren ateist og var åben for det moderne gennembruds idéer og muligheder for frigørelse og realisering af personligheden.

 

Det stormfyldte ægteskab

Ingeborg og Viggo Stuckenbergs ægteskab var stormfyldt. Ingeborgs tanker og ønsker om selv at udtrykke sig kunstnerisk i stedet for at være mandens og kunstnerkoloniens muse og inspirator var stor og desperat og lod sig ikke så let forene med ægteskabet. Hun stod i skyggen af sin mands forfatterskab og deres forskellige naturer gjorde deres samliv meget spændingsfyld.

Ingeborg syntes ikke, at de menneskelige krav, hun stillede til tilværelsen, til sig selv og sine omgivelser, lod sig forene med et liv, præget af forværret økonomi, tilbagevendende diskussioner og strid om dagligdags problemer, børneopdragelse o.s.v.. Hun følte ikke, at ægtemanden støttede op om hende. Og hun spurgte (med Viggo Stuckenbergs ord):

"Hvorfor er vi Mennesker usle, hvorfor er I Mænd saa smaa, hvorfor maa alle de svigte, som jeg trode saa inderligt paa?"

 

Ingeborg flytter fra hjemmet

Brydningerne og uoverensstemmelser mellem de to blev efterhånden så store og medførte, at Ingeborg i 1893 flyttede og søgte tilflugt hos maleren Albert Gottschalk. Men hun fortrød og flyttede tilbage for at give ægteskabet en chance til. Parret flyttede til "Villa Vennely" i Sorgenfri. Men deres vedvarende dårlige økonomi fik følger, og parret måtte flytte til den mere ydmyge gartnerbolig ved siden af Sorgenfri Slot. Det fik katastrofale følger.

 

Et tragisk kærlighedsforhold

Stuckenberg delte den nye bolig med gartnerparret med Clara og Hans Dines Madsen. Men venskabet mellem de fire udviklede sig for alle fire parter til et kærlighedsforhold. Og i 1903 rejste Ingeborg uden at fortælle det til nogen i første omgang til Bremen. Her mødtes hun med Hans Dines Madsen, og sammen sejlede de med et emigrationsskib til New Zealand, hvor Ingeborgs bror Aage boede.

Broderen havde skrevet hjem til familien og fortalt om det fantastiske land. Ingeborg så en mulighed for, at hun her kunne leve sine drømme og tanker ud med sin nye kærlighed. Men virkeligheden blev en helt anden.

 

Ingeborgs triste skæbne

Ingeborg havnede som køkkenhjælp og Hans Dines Madsen som simpel daglejer, og hos broderen Aage var der ingen hjælp at hente.  Efter mindre end et år havde slotsgartneren fået nok og købte en enkeltbillet hjem - til sig selv.

Ingeborgs drømme og håb om en bedre fremtid i New Zealand blev slukket, og den 12. August 1905, i en alder af kun 38 år, traf hun en dramatisk beslutning. Hun tog sig eget liv ved at skyde sig gennem munden med en revolver. Ingeborg Stuckenberg ligger begravet i Auckland New Zealand, hvor hun endte sin triste skæbne.

 

Ingeborg Stuckenbergs forfatterskab

Ingeborg drømte om et liv som forfatter, men kom aldrig til at leve sin drøm ud. Hun skrev to mindre fortællinger i eget navn. Men hun fik kun udgivet en enkelt novelle Badegæster i 1898. Den blev trykt som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende.

Ingeborg kom til at stå i skyggen af sin mands forfatterskab. Hun skrev selv både digte og prosa, med de blev udgivet i Viggo Stuckenbergs navn. Litteraturforskningen har siden hen påvist hendes store andel i hans værker, især i romanen Fagre Ord fra 1895, som menes overvejende at være skrevet af hende. Bogen beskriver et stormfyldt ægteskab, hvor parterne forsvinder fra hinanden. Konflikterne ses fra begge køns synsvinkler, og det var meget nyt for tiden. Men ingen vidste dog, at det var Ingeborgs fortjeneste og indflydelse, der gjorde sig gældende her. Romanen blev tværtimod rost for sin mandighed.

 

Korte Breve fra en lang Reise

Ingeborg Stuckenberg fik "udgivet en bog", Korte Breve fra en lang Reise,-  81 år efter sin død. Bogen bygger blandt andet på breve fra Ingeborg i New Zealand til hendes familie i Danmark. Brevene så dagens lys i 1982, da sprogforsker John Kousgård Sørensen blev kontaktet af en tandlæge Jesper Hamburger i Nivå. Han havde købt professor Johannes Brøndum-Nielsens villa i Rungsted efter hans død i 1981. Jesper Hamburger var under oprydningen stød på nogle papirer i en skunk i tagetagen. Papirerne viste sig at være af yderst historisk karakter. De indeholdt nemlig breve, manuskripter og fotos fra eller vedrørende Ingeborg og Viggo Stuckenberg og deres slægt. De værdifylde papirer var blevet overdraget til Johannes Brøndum-Nielsen af Viggo og Ingeborg Stuckenbergs slægtninge, da han i begyndelsen af 1940'erne var blevet interesseret i deres liv og forfatterskab. John Kousgård Sørensens samlede materialet og udgav bogen, der udover en beskrivelse af Ingeborg Stuckenbergs liv indeholder hendes rejsebeskrivelse fra turen fra Bremen til New Zealand i 1903 samt hendes fire breve til familien.

 

Andre forfattere og Ingeborg

Ingeborg Stuckenbergs liv og skæbne har interesseret mange. I 1985 udkom Grete Povlsen roman Ingeborg, og i 1988 tv-serien To som elsker hinanden med Benedikte Hansen i rollen som Ingeborg og Søren Pilmark og Søren Spanning i rollerne som henholdsvis gartneren Hans Dines Madsen og Viggo Stuckenberg. Kort efter Ingeborgs død udgav forfatteren Sophus Claussens et mindedigt for hende (se nedenfor), som meget beskrivende rammer hendes liv og skæbne ind

 

 

Sophus Claussens mindedigt for Ingeborg Stuckenberg

 

Til dine Øjnes Aandemusik

i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.

Din tavse Mund stod smertelig modig

i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

 

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt

en vaad Allé, som var høstafbleget,

med Hjertet stort af fortvivlende meget,

hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

 

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir

- skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -

bygge sig Slotte i Solen og Maanen

og klippe Stjerner af Guldpapir!

 

Men du var opfyldt af Klokkespil,

som drog dig fjernt over Hav og Bølge

med deres uhørlige Tonefølge

til Eventyrland, som for dig var til.

 

I dine Øjnes Aandemusik

det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger

som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,

20du vilde ej taale, at Livet forgik.

 

Ej har dine Søstre paa tyve Aar

med Læberne røde af Kys og Løgne -

den Ro i to Uro-store Øjne,

den Straaleglans af usigelig Vaar.

 

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.

Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,

som skulde du dyste med Drager og Trolde

og blive ført bort under Sørøversejl.

 

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,

du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,

og lykkelig frelse fra Livets Fejde

en Fabelblomst og et gyldent Flor.

 

... Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le

vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,

og blotte de stakkels blufærdige Knogler,

som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

 

Naar Blæsten vendte det brogede Løv

til Side fra Træernes øde Skeletter,

du huskede mørke, forglemte Nætter,

hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

 

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,

du søgte, blev dig til Bærme i Munden.

Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden

og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

 

Da dine Haandtryk og Spor forgik,

vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

 

Kun Aandemusik.

 

 

Materialer