Henrik og Helle Stangerup

Henrik Stangerup

Opvækst

Henrik Stangerup blev født i 1937 og voksede op i Sorgenfri i et meget kulturelt miljø, faderen var den konservative kritiker og senere professor Hakon Stangerup, moderen skuespiller Betty Söderberg, datter af den svenske forfatter Hjalmar Söderberg, der boede de sidste mange år af sit liv i København.

Forholdet til faderen blev en tung arv for Henrik Stangerup. Under besættelsen blev faderen stemplet som "tyskvenlig", og da han også kom i ilden i en sag om ukrediteret brug af andres hjælp til oversættelsesopgaver, blev han offer for misundelige kollegaer og en forarget presse. Helt til det sidste var Henrik Stangerup bundet i loyalitet til faderen, og meget af hans ømskindethed og ærekærhed i forhold til kritik og presse kan forstås i dette lys.

Journalistik og film

Henrik Stangerup læste teologi ved Københavns Universitet, men sprang fra og blev Ekstra Bladets reporter i Paris. Her mødte han sine helte inden for den eksistentielle filosofi og blev opmærksom på de nye tendenser i fransk film, som han ivrigt berettede om i sine artikler hjem til København. Den såkaldt nye bølge i filmen, der betragtede instruktøren som en slags forfatter, vandt gehør hos Stangerup, og han begyndte selv at arbejde med film - både som manuskriptforfatter og instruktør. Det førte bl.a. til spillefilmene Giv Gud en chance om søndagen (1970 - hvor hans daværende kone Lotte Tarp spiller med) og Farlige kys (1972). Filmatiseringen af Holbergs Erasmus Montanus i brasilianske 1600-tals omgivelser, Jorden er flad (1976), blev en kunstnerisk og økonomisk katastrofe, der satte en stopper for Stangerups filmkarriere.

En del essays og artikler fra Pariser-årene samledes i bogen Veritabel pariser (1966), der viser Stangerups sproglige evner og klædelige selvironi.

De tidlige romaner

Stangerups gennembrud som romanforfatter kom med Slangen i brystet(1969), der også trækker på pariser-erfaringerne, og Løgn over løgn (1971) og Manden der ville være skyldig (1973).

Bøgerne markerede Stangerup som en egensindig og dygtig forfatter, der ret udansk satte eksistentielle spørgsmål under debat. Samtidig fortsatte han sit journalistiske arbejde og udsendte artikel- og essaysamlinger. Den selvbiografiske roman Fjenden i forkøbet (1978) markerer afslutningen af forfatterskabets første del. Det er en stærkt selvbiografisk bog, der er udsprunget af forfatterens dybe personlige og kunstneriske krise, og igen spiller skyggen af forældrene, og ikke mindst faderen, en afgørende rolle for den af svigtende selvtillid og splittet personlighed plagede forfatter.

Også som debattør markerede Stangerup sig som radikal individualist og fjende af det fodformede socialdemokratiske velfærdssamfund, hvor alle skulle være lige og personlig skyld og ansvar blev frataget en. Han var bevidst provokerende i forhold til den i tiden dominerende venstreføj i det intellektuelle liv og søgte konfrontationen, ofte ganske selvdestruktivt lige som hovedpersonerne i hans tidlige romaner.

Eksil-trilogien

Stangerup havde ofte søgt tilflugt i Paris eller Brasilien på flugt fra den danske øllebrød. For ham skulle der være højt til loftet og plads til at være sig selv, ikke til at høre til. Det er derfor ikke så sært, at han i sine sidste tre romaner griber tilbage i historien og skildrer danskere, der af forskellige grunde har valgt at leve i udlandet. Udgangspunktet var Søren Kierkegaard og den danske guldalder og Kierkegaards idé om de tre stadier: det æstetiske, det etiske og det religiøse.

I Vejen til Lagoa Santa (18981) er hovedpersonen naturforskeren P. W. Lund, der var en slægtning til Kierkegaard. Lund levede de sidste 35 år af sit liv i en landsby i Brasilien, hvor han fik hele sit guldalderdanske værdigrundlag fuldstændig omvæltet, lige som hans fund af fossiler i de brasilianske kalkstenshuler både undergraver hans oprindelige videnskabelige udgangspunkt og hans kristne tro. Lunds krise og bogens tematik går dermed langt ud over, hvad der kunne ses som en illustration af "det etiske stadium".

Derimod er det lettere at se "det æstetiske stadium" i kritikeren P. L. Møllers skikkelse i romanen Det er svært at dø i Dieppe (1985). Møller blev i samtiden set som en mulig inspirationskilde til figuren Johannes i Kierkegaards forargelige Forførerens Dagbog.  Møller var en ægte æstetisk, amoralsk livsnyder, der fandt sin rette legeplads i Paris og endte sit liv - uden anger - som syfilitisk vrag på en anstalt i Dieppe.

Det religiøse stadium kom til at bryde guldalderrammen om trilogien, idet Broder Jacob (1991) handler om en franciskanermunk, der muligvis var søn af Kong Hans, og som forlader Danmark til fordel for Mexico, hvor han drømmer om at realisere et utopisk samfund, men finder "Den nye verden" lige så korrupt som "den gamle". Hans projekt mislykkes, men han overlever med oprejst pande - moralsk sejrende.

Far og mor - med til det sidste

Den sidste bog Henrik Stangerup selv udgav før sin død i 1995 var en lille biografisk bog om moderen og hans besværlige forhold til hende. Datter af ... er koncentreret og præcis, afslørende skarp, men også varm, humoristisk og selvironisk. I en række Bergmanske tableauer får vi scener af forældrenes ægteskab, af den egocentriske og ambitiøse mors selvvalgte eksil i Sydfrankrig, og endnu en gang et forsøg på rehabilitering af faderen.  Det er en smuk afslutning på et forrygende forfatterskab, hvor kunstneren hele tiden har at sig selv på spil i et eksistentielt opgør med sin tid og sit eget liv. 

Helle Stangerup

Barndom og ungdom 

Helle Stangerup blev født den 30. oktober 1939 på Frederiksberg. Hendes far Hakon Stangerup var professor, dr. Phil., litteraturhistoriker og kritiker, og hendes mor Betty Söderberg var en dansk skuespillerinde og datter af den svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Familien flyttede til Sorgenfri i en stor villa på I.H. Mundts Vej. Senere skiftede adressen postnummer til Virum til stor irritation for moderen, der ikke ville bo i nogen "så lavt" som Virum, når huset lå i Sorgenfri. Hun gik i krig med en hver tænkelig myndighed. Men måtte opgive kampen, det fraholdt hende dog ikke fra at skrive det oprindelige og "rigtige" postnummer på sine visitkort.

Villa i Sorgenfri var genstand for stor selskabelighed. Gæstelisten bestod ofte af en blanding af politikere, forlæggere, diplomater, advokater, forfatterne og professorer.

I klasse med Dronning Margrethe  

Flytningen til Sorgenfri betød et skoleskift for Helle Stangerup. Hun kom til at gå på Zahles skole, hvor hun kom i klasse med Dronning Margrethe. Helle Stangerup har hele livet bevaret et sitvenskab til Dronningen. Hvilket hun også beskriver i sin selvbiograf Bag Skodderne. Hun har dog altid været meget diskret med venskabet og sit kendskab til kongefamilien.

Uddannet jurist

Helle Stangerup er uddannet jurist og skriver i sin selvbiografi:

"Min karriere som jurist startede medio marts 1966 og sluttede ultimo juli 1967"

Selvom karrieren blev kort nåede hun at arbejde i et direktorat under det daværende Handelsministerium, inden hun opgav karrieren for at blive forfatter.

Forholdet til broderen Henrik Stangerup

Helle Stangerup er lillesøster til den to år ældre forfatter Henrik Stangerup. Men de har det meste af livet haft et anstrengende forhold til hinanden. I sin biografi kommer Helle Stangerup ind på forholdet og flere episoder med broderen, som hun mener var jaloux på hende som barn. Helle Stangerup er født med hofteskred og har siden barnsben gennemgået flere operationer i sine hofter. Hun blev opereret første gang som lille og lå på hospitalet i en længere perioder. Helle Stangerup mener, at kimen til det problematiske forhold blev grundlagt allerede der, da hun efterfølgende fik mere opmærksomhed end broderen.

Søskendeparret så dog hinanden men uden at rende hinanden på dørene. Kort før Henrik Stangerups død besøgte Helle Stangerup ham. På den tidspunkt var han syg og afkræftet, havde mistet synet på det ene øje og hørelsen på begge ører. Så kommunikationen bestod i, at han talte og Helle Stangerup skrev på små stykker papirer. Henrik Stangerup udtrykte efter besøget glæder over, at de var blevet "forsonet". Han døde kort tid efter.

Helle Stangerups ægteskab med grev Knuth

Alt for Damernes chefredaktør forslog Helle Stangerup at skrive en artikelserie til bladet om danske herregårde. Et af de steder hun besøgte var Hasagergård på Lolland. Her mødte hun grev Adam Knuth, der blandt andet fortalte om sine planer med en safaripark - Knuthenborg Safaripark. Mødet blev skæbnesvangert. Parret sås privat efterfølgende og allerede efter nogle få møder friede Adam Knuth til Helle Stangerup, og den 25.juli 1969 blev parret gift i Lund Domkirke i Sverige for at undgå et mediedækket bryllup.

Helle Stangerup var med til at bygge safariparken op og fik to sønner med Adam Knuth. Men Helle Stangerup fandt ud af i 1977, at han havde en anden og selv om de i første omgang forsøgte at redde ægteskabet lykkedes det ikke, og parret blev efterfølgende skilt.

Helle Stangerups forfatterskab

Helle Stangerup udgav sin første roman krimien Gravskrift for Rødhætte i 1967. Hun skrev bogen samtidig med, at hun arbejdede i Handelsministeriet. Siden er det blevet til flere historiske- og spændingsromer. De historiske romaner er især kendetegnende for deres store og indgående research og har ofte været lang tid undervejs. Helle Stangerup læste sig f.eks. gennem fem tusinde sider fordelt på fem bind for at sætte sig ind i dagligdagen i 1500 tallet for at kunne skrive romanen Christine. Hun rejste i hendes fodspor og besøgte de steder, hvor hun havde boet rundt omkring i Europa. Romanbiografien handler om Christian II's smukke, begavede datter Christine (1521-1590), der optræder i danmarkshistorien som Peder Oxes medsammensvorne.

Helle Stangerups sidste bog er selvbiografien Bag skodderne, hvor hun fortæller om sin opvækst i huset ved Lyngby Sø, herunder om broderen Henrik og faderen Hakon Stangerup, om forfatterskabet, mødet med de kendte og magtfulde, venskabet med kongehuset, ægteskabet med Adam Knuth og opbygningen af Knuthenborg Safaripark, men også om skilsmissen og andre sider af hendes personlige livsforløb.

Efter at have boet flere år i London er Helle Stangerup flyttet tilbage tll Danmark og bor i dag i København. Den 26. april 2012 besøgte hun Stadsbiblioteket og fortalte om sit liv og forfatterskab.