Carl Erik Soya

Information om Carl Erik Soya til LitteraTUR - litterær gåtur i Lyngby

Barndom og ungdom

Soya var døbt Carl Erik Martin Soya Jensen. Hans far var en berømt professor i akvarelmaling ved Kunstakademiet og en meget søgt privatlærer for det bedre borgerskabs døtre - og kongehusets. Hjemmet og miljøet i Bredgade anes kraftigt i romanerne Min Farmors Hus og Sytten.

Hans forældre døde, da han var barn, og arven gjorde ham i stand til at satse på en karriere som forfatter efter studentereksamen og filosofikum.

I 1920 droppede han både fornavne og Jensen-delen af efternavnet og hed herefter kun Soya. Og i 1923 debuterede han med en eventyrsamling, Kvinderne i Persien og andre Æventyr.

 

Satirisk dramatiker

Allerede i 1926 slog han med sit første skuespil, Parasitterne, sit navn fast som dramatiker og havde fundet sin genre: den satiriske sædeskildring. Den hykleriske og livsfjendske småborgerlighed blev hans hovedfjende, i Parasitterne personificeret i den gruopvækkende hr. Gruesen.

Soyas forfatterskab udviklede sig gennem 30'erne over en bred kam i noveller og skuespil. Parasitter blev antaget af Det kgl. Teater, men først opført på Det Sociale Teater i 1931. Først i 1945, da Soya havde markeret sig stærkt - og under besættelsen stærkt anti-nazistisk - vovede nationalscenen at opføre debutskuespillet.

 

Anti-nazisten

Også Hitler-satiren Umbabumba skifter forfatning (1933) blev antaget af Det kgl. Teater, men henlagt af udenrigspolitiske hensyn. Det blev Folketeatret, der turde opføre Soya i 30'erne. Med skuespil som Det nye Spil om Enhver (1936) og Brudstykker af et Mønster (1940) fortsatte Soya sin dramatiske udvikling.

Fortællingen En Gæst fra 1941 handler om en ørentvist, som en dansk familie tager i pleje i deres hjem med det resultat, at den vokser sig kæmpestor og dødsensfarlig. Det var nemt at se den som en allegori over besættelsesmagten, og den blev forbudt af censuren. Senere blev Soya interneret i Horserødlejren. I 1945 flygtede han til Sverige.

 

Romanerne

Romanen Min Farmors Hus fra 1943 tager fortielsen og dobbeltmoralen i det bedre borgerskab fra Soyas barndom under "kærlig" behandling. Fra filmatiseringen glemmer man aldrig den dæmoniske farmor i Bodil Udsens skikkelse.

I 1953-54 udkom romanen Sytten i to bind. Også den drejede sig om dobbeltmoralen i borgerskabet under 1. verdenskrig, men her med seksualmoralen i centrum. Sønnens erotiske erfaringer med tyende skildres ganske eksplicit - og i til stor forargelse endnu i 50'erne. Soya blev i det hele taget med årene mere og mere udtalt erotisk frisindet, og leverede forlæg til sengekant-film, ligesom også Sytten blev filmatiseret.

 

Forargelsens genstand

Soya havde i det hele taget ikke spor imod at forarge. Han var pertentligt velklædt med pressefolderne knivskarpe - selv i shortsene, men slipsene kunne være meget spraglede, og han promenerede sin blåtonede hvide manke på Lyngby Hovedgade så ingen kunne være i tvivl om, at her kom en kunstner.

Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen husker ham således:

 

"Da jeg første gang så Soya, var han langt oppe i 70'erne. Men han havde en blomsterjakke på som enhver ordentlig hippie ville have misundt ham, og så var det grå hår tonet blåligt. Desuden var han yderst beskidt i kæften. Man kunne ikke andet end blive åbenlyst forelsket på stedet."

 

Aforismerne

Da produktiviteten tog af - og kvaliteten dalede - blev Soya som så mange andre ældre herrer bidt af en galaforistiker og udsendte adskillige samlinger aforismer med mere eller  mindre bid og vid.  Mange af dem satte ikke blot det bornerte publikum, men også den frisindede forfatter selv, i relief;

 

"Folk ser sig selv i yndig rød belysning. Og når jég viser dem at sjælen er ikke blot blegrød, men også blodigrød, og helvedgul, og baggårdsgrå, og argon-blå, som alle gåders gåde, da gyser de, benægter, og hader mig."

 

Hadet blev modtaget med taknemmelighed - som et adelsmærke.

 

Materialer