Amalie Skram

Berthe Amalie Skram voksede op i Bergen. Faderen var købmand, men gik fallit, forlod familien og emigrerede til Amerika. Hendes opvækst blev derfor præget af fattigdom og utryghed, men hun kom i privatskole, og fortsatte sin skolegang på trods af faderens konkurs. Kun 17 år gammel blev hun gift med en ældre skibsfører. Ægteskabet var ulykkeligt og efter 13 års ægteskab blev de endelig skilt til stor forargelse især for moderen. Skilsmissen tog så hårdt på Amalie Skram, at hun måttet indlægges med en psykose. Hun boede sammen med sine to sønner hos familien og ernærede sig som journalist, og blev en af de første kvindelige forfattere, der levede af at skrive. Senere flyttede hun med børnene til Oslo, hvor hun blev medarbejder på avisen Dagbladet. Her kom hun ind i en radikal litterær kreds, hvor hun traf flere danskere bl.a. brødrene Brandes. På den tid var det udsædvanligt, at kvinder blandede sig i debatten, og mange var forargede over at en fraskilt, smuk og cigarrygende dame omgikkes tidens kendte mænd. I dette miljø mødte Amalie Skram sin anden mand Erik Skram ved en fest hos Bjørnstjerne Bjørnson. De giftede sig og flyttede til København, og Erik Skram støttede og opmuntrede Amalie Skrams talent for at skrive.

Forfatterskab

I københavn blev Amalie Skram inddraget i det frisindede, litterære miljø omkring Georg Brandes. Hun debuterede i 1885 med romanen Constance Ring, som giver et dystert billede af ægteskabets vilkår med baggrund i erfaringerne fra hendes første ægteskab. Bogen handler om en kvindes udvikling gennem to ægteskaber og et kærlighedsforhold. Romanen er samtidig en kritik af den borgerlige familie og dens syn på kvinden og en kritik af et mandsdomineret og dobbeltmoralsk samfund, der undertrykte kvinden. Bogen vakte forargelse da den udkom og blev beskrevet som usædelig og overdrevet. Det ulykkelige ægteskab og kvinders vilkår i borgerlige miljøer er også temaet i romanerne Lucie, Fru Inés og Forrådt,

Kunstneriske kriser

Amalie Skrams forfatterskab var præget af både ydre modstand og hendes egne indre kriser, som medførte et par langvarige indlæggelser på psykiatrisk hospital - først på Kommunehospitalet og senere på Skt. Hans. Ægteskabet med Erik Skram var ikke lykkeligt, og Amalie Skram havde svært at kombinere arbejdet som forfatter med et harmonisk familieliv. Den personlige krise er beskrevet i romanerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen. Romanerne er en kritisk skildring af den tids pleje af psykisk syge, og skabte en offentlig debat, der endte med at en af de psykiatere, der skildres i bogen tog sin afsked fra hospitalet kort efter. Krisen resulterede også i en ny skilsmisse.

Hellemyrsfolket

Hovedværket er romanserien Hellemyrsfolket, som rummer en bredere samfundsskildring end ægteskabsromanerne. Den foregår i 1800-tallets Norge med udgangspunkt i en bonde- og fiskerfamilies sociale nedtur. Det tog Amalie Skram næsten 10 år at fuldføre den store slægtsroman i fire bind. Et femte bind var planlagt, men blev aldrig udgivet på grund af skilsmisse, dårligt helbred og dårlig økonomi.

Det moderne gennembrud

Samtidens kvindelige forfattere var forud for deres tid og kom til at betale en høj pris for deres karriere. For flere af kvinderne fører gennembruddet til både sammenbrud og selvmord, men Amalie Skram formåede at skrive sig igennem de personlige kriser. Hendes bøger skabte debat i samtiden, men alligevel følte hun sig isoleret, og de sidste år af hendes liv var vanskelige.

Med kvindebevægelsen i 1970'erne fik Amalie Skrams bøger en fornyet interesse.