Hvad er læserservice?

Er læserservice bare et nyt ord for boganbefalinger?

Både ja og nej: Læserservice er også anbefalinger af bøger. Men hvor den klassiske boganbefaling ofte tager udgangspunkt i bogens handling eller tema eller i afsenders eller anmelderes begejstring, tager denne udgangspunkt i, hvad der appellerer til læseren. Har man fx læst en god krimi, og vil gerne have en lignende oplevelse, kan det ved hjælp af læserservice sagtens vise sig, at det måske ikke var selve handlingen, men det levende sprog eller de karismatiske personer, der er var vigtigst for læseoplevelsen. Derfor er det ikke nødvendigvis bogen ved siden af på krimihylden, læseren skal have fat i. Læserservice opererer på tværs af genrer og udgivelsesdato, og en god læseoplevelse kan sagtens findes i andre typer bøger end man er vant til at læse, og tror man bedst kan lide.

Læserservice bygger på det amerikanske Readers’ Advisory, der blev udviklet op gennem 1980’erne og nu er pensum på den amerikanske bibliotekaruddannelse. Metoden har tråde helt tilbage til starten af det 20. århundredes amerikanske biblioteksverden, men har først gennem de seneste år fundet sin vej til Europa. I Danmark er Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne nogle af de første, hvor hele bibliotekspersonalet kender til metoden og bruger den aktivt i hverdagen.

Hvor finder jeg læserservice på Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne?
Læserservice er udviklet som en samtalemetode mellem læser og biblioteksansat. Alle, både voksne og børn, kan henvende sig ved bibliotekets personale og få personlig læserservice.

Metoden er videreudviklet til også at fungere skriftligt, og bibliotekets skriftlige anbefalinger er nu ofte baseret på appelfaktorerne. Det betyder, at læseren får bedre mulighed for at vurdere, om den positivt omtalte bog også er en god læseoplevelse for netop ham eller hende.
Biblioteket vil ligeledes bruge appelfaktorer i bogudstillinger i biblioteksrummet. Du kan stadig finde udstillinger om bestemte emner, men du kan nu i højere grad end før finde udstillinger ud fra andre faktorer, fx bøger med ”højt tempo”, ”skæve karakterer”, ”lun humor” eller ”fjerne himmelstrøg”.

Digital læserservice
’Læsekompasset’ er et nyt tiltag, der skal inspirere til at læse og finde skønlitteratur i bibliotekerne. Via metadata om bl.a. stemninger, tempo og sprog giver Læsekompasset forslag til bøger, der passer lige netop til dig. 
Prøv det på laesekompas.dk.

Nyt fra læseinspiration