Den spændingssultne

Er der – virkelig – noget bedre end en gedigen pageturner?

Skrevet af Lea Fløe Christensen og Patrick Søgaard

Er der noget bedre end en gedigen pageturner? En, hvor du er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der sker? Er du vild med hæsblæsende gidseldramaer, skjulte familiehemmeligheder eller mystiske naboer? Bliver du vanvittig af bøger, hvor det kan tage hovedpersonen 12 sider at smøre en ostemad? Og hvor der ikke engang holder en mystisk bil ude på gaden imens? Du er helt klart spændingssulten. 

Mattias Edvardsson: Gode naboer

”Ambulancen vender i gården, og da den kommer ud på den store vej, begynder sirenerne igen at hyle.
Jeg står tilbage i den mægtige stilhed, i et gigantisk jordfaldshul, der opsluger tid og sted. De hylende sirener tager alt lys med sig, og himlen mørkner uforklarligt. Alting standser. Det eneste, jeg kan se, er naboernes blikke, hule af skræk, lige inden panikken slår til.”

En helt almindelig familie flytter til et roligt villakvarter, men naturligvis bedrager kvarterets rolige ydre, og snart udrulles et spind af naboforviklinger. Det er lavmælt psykologisk suspense, fortalt fra flere synsvinkler. Om at finde sig til rette, lade sig flyde med det moderne livs absurditeter eller kæmpe imod dem og om, hvor svært det kan være at vide, hvad der er rigtigt og forkert. 

Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen: Det sidste gidsel

Årets sommer-must-read indenfor “virkeligheden overgår fantasien” - en velresearchet, hæsblæsende og sand beretning om den danske diplomat, der endte som det sidste internationale gidsel i Irak i tiden op mod Golfkrigen. Hvis du holder af dokumentarer om hemmelige missioner, heltemod, magt og afmagt eller bare elsker en vild historie fra den virkelige verden går du ikke galt i byen her.

Karen Dionne: Den onde søster

Denne psykologiske thriller om et isoleret familieliv i en bjælkehytte langt ude i de store skove er ikke for sarte sjæle. En medrivende bog om Rachel, der er overbevist om, at hun som barn slog sine forældre ihjel, men som tilbagevendt til bjælkehytten langsomt og skæbnesvangert skal blive klogere på det dybe mørke, der gemmer sig i hendes familie. Psykologisk thriller, domestic noir, regulært gys - denne bog er lige så mørk som den er medrivende.

Max Porter: Lanny

David Lynch møder hvem-har-taget-det-søde-barn-thriller møder litterært eksperiment. Historien er klassisk: dreng forsvinder fra landsby. Men den fortælles i en medrivende og helt unik stil med beretninger fra mange vinkler, hvor tanker om menneskets forhold til naturen, historien, kunsten og medmennesker flettes ind i eftersøgningen. Som læser gribes du af plottet, men inspireres samtidig af de store temaer, de charmerende mennesker og det allestedsnærværende folkloristiske naturvæsen Papa Skælsrod, der forgæves forsøger at forstå det fortravlede moderne menneske. 

Er du mest af alt sulten på mere af det, du godt kan lide? Så er du måske murstenslæseren.

Er du blevet alt for anspændt og opstrammet, og har du brug for at finde ro? Så er du måske ferieyogien.

Kan du ikke rigtigt beslutte dig for, hvilken ferielæser, du er, tjek oversigten ud en gang til her

Mere til den spændingssultne: