And, Døden og tulipanen af Wolf Erlbruch

21.04.15 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en smuk billedbog til børn og voksne samt et spørgsmål, der er svært at besvare.

Gode børnebøger er ikke kun for børn. Det synes jeg er vigtigt at huske. Hvis man kigger forbi format, længde, lix-tal og illustrationer, er de bedste børnebøger ikke meget anderledes end de bedste voksenbøger. Temaer som venskab, død, sygdom og uvished går igen i begge kategorier, og spørgsmålene, de rejser, er ikke så forskellige endda: Hvad sker der, når vi dør? Og hvad skal vi stille op med os selv, når vi mister? 

Dette er et mesterværk af en billedbog fra forfatteren til ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”. Illustrationerne er genkendelige, men temaet er blevet en smule mere alvorligt. 

Gennem And og Dødens samtaler formidler bogen budskabet om døden som noget der er trygt og ufarligt, også selvom vi ikke ved, hvad der sker på den anden side. And stiller spørgsmål om livet efter døden, og de svar, der kommer, er åbne og venlige, men ikke definitive: selv ikke Døden ved, hvad der sker, når vi dør. 

Dette er efter min mening det bedste ved historien - der prædikes ikke nogen endelig sandhed. ”And, Døden og tulipanen” er et godt eksempel på en børnebog, der taler til både børn og voksne, blandt andet fordi den i sin behandling af de store spørgsmål ikke taler ned, men bare taler simpelt - både i ord og illustrationer. Den udforsker problemstillinger og åbner op for en diskussion, som alle kan være med i på lige fod, uanset alder.

 

Anbefalingen er skrevet af Anne Lund Gillesberg

 

Materialer