”Zoofabetet” - Louis Jensen

19.08.19 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en fantasifuld perle af en ABC-billedbog fra gemmerne.

Hvad handler bogen om?

»Zoofabetet er en ABC-billedbog. Så handler den om alfabetet? Tjoh, men den handler endnu mere om sjove lyde, sjove ord og skæve historier. Op til skolestart bliver bibliotekets mange ABC-bøger flittigt udlånt, og der er et utal af figurer fra børnelitteraturen, man kan lære alfabetet sammen med. Og så er der også de mere krøllede bud på litterær leg med alfabetet. En sådan lille juvel er Louis Jensens Zoofabetet. Her folder forfatteren på fin og poetisk facon en verden af fabelagtige fantasidyr ud i små ultrakorte beskrivelser. I alfabetisk orden selvfølgelig. Fra Allikanen med det gyldne næb, der elsker spadsereture over Jaguraffen, der synger, når den spiser æbler til den godmodige Åspætte, der ser grusom ud, men bare skal hilses på.  Som man nok kan fornemme på dyrene her, så er deres navne fusioner af virkelighedens dyrearter, som man sammen med sit barn kan gætte, stave eller orddele sig frem til. Det er en legende og virkelig hyggelig tilgang til sprog, ord og bogstaver for både det store børnehavebarn og det nye skolebarn«.

Hvorfor skal man læse denne bog?

»Ligeså fantasifulde som dyrebeskrivelserne er, ligeså sprudlende er illustrationerne af Nete Goldschmidt. Orientalsk dragende på den virkelig farvefulde, lidt wiinbladske manér og indimellem med mandala-agtige mønstre, der gør fabeldyrerne endnu mere tibetansk-eksotiske at fordybe sig i.
Det er altså på ingen måde tør bogstavstræning, men en skøn mulighed for at sidde med sit barn og bladre sig igennem en eventyrlig verden af sprog, billeder og små historier, hvis spidsfindighed sikkert vil vække læselysten. Om ikke andet kan man vælge sine yndlingsfantasidyr. Måske er det de højst mærkværdige gorilmandere, som lever i flasker med ild i, men som én gang om året springer ud af dem og kaster sig med høje råb fra gren til gren i træerne. Og så er det tilbage i flaskerne igen! Eller flodrossen, der griner af sine egne vittigheder og elsker at gå til ægte børnefødselsdage«.

Anbefalingen er skrevet af Aske Tolsgaard

Materialer
Reservér
  • Billedbog

Zoofabetet

Af Louis Jensen (f. 1943) (1996)
Læs mere