Whiplash

12.07.16 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en film om at fremelske talent – uanset omkostninger.

Hvordan opstår stor kunst?

Det er svært at forestille sig, hvordan en film om at spille jazztrommer kan være både actionpræget og nervepirrende, men det er netop det filmen Whiplash kan.

I filmen starter den 19-årige Andrew Neiman (spillet af Miles Teller) på et prestigefyldt konservatorium i New York med drømmen om at blive jazztrommeslager. Den frygtede og berygtede professor Terrence Fletcher (mesterligt spillet af J.K. Simmons) overværer Andrew øve trommer, og Fletcher inviterer ham med til at spille i skolens prestigefyldte bigband. Det bliver hurtigt klart, præcis hvorfor professoren er så frygtet blandt eleverne. Hver en tone skal spilles med en præcision, som afhang det af liv eller død. Koste hvad det vil. Omkostninger er der rigeligt af blandt eleverne: Ydmygelser, fysiske skader og knuste drømme, når de ikke bliver fundet gode nok til bandet.

Andrew begynder at ofre sig for musikken. Øver i et væk. Opgiver kærligheden. Måske kan man ikke både være blandt verdens bedste og lykkelig på samme tid? Andrew er på en og samme tid på vej mod toppen og i forfald. Og man føler med ham. Er der med ham i filmen. Bliver næsten fysisk træt efter filmen slutter med den kulminerende koncert.

Fletcher er i filmen ikke langt fra virkelighedens jazztrommeslager Buddy Rich, der som bandleder smældte og skældte bandmedlemmerne ud, hvis de ikke performede godt nok efter hans standarder. Der findes hemmelige optagelser af disse næsten rutinemæssige udskældninger, som blandt andet kan findes på YouTube.

Musikken i filmen er af Stan Getz og Duke Ellington og nye kompositioner af Tim Simonec.

I en verden af realitystjerner, som bliver kendte for tæt på ingenting, viser Whiplash hvor meget det kan kræve at blive god og talentfuld – og hvor meget det kan koste.

 

Anbefalingen er skrevet af Nikolaj Christensen

[ting:list_item_short:870970-basis:51601289]

 

Soundtracket kan også lånes på biblioteket:

[ting:list_item_short:870970-basis:51904125]