Anbefaling

Vejrhårene af Bjørn F. Rørvik

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en fornøjelig måde at lave en vejrudsigt.

Hvordan lugter vejret?

Denne uges anbefaling er en billedbog, der kan bruges til højtlæsning til børn fra ca. fire år. Personligt har jeg haft meget fornøjelse af den – også mine festlige veninder, som jeg læste den højt for. De insisterede på, at de ville have en godnathistorie inden de gik i seng, så de fik historien om Ræven og Griseungen, der kommer i besiddelse af de fantastiske vejrhår. Og hvad er så vejrhår, tænker du sikkert. Det er nogle specielle hår, som man sætter fast på næsen og så kan man lugte hvordan vejret bliver. Hvis det bliver godt vejr, lugter de af dejlige ting som en blomstereng, græs og modne bær. Hvis det bliver dårligt vejr, lugter de dårligt, af torsk og salamander, og næsen begynder at løbe. Nå, tilbage til Ræven og Griseungen. Ræve er kendt for at være snu og lægge listige planer, hvilket også gælder denne historie, men som man nok kan regne ud, så går det ikke helt så godt med Rævens planer, som han havde forestillet sig. Det er jo en guldgrube at kunne forudsige vejret og man bliver hurtigt en meget vigtig person. Lidt for vigtig måske… Og så går det naturligvis galt.

Det er en herlig historie med dyr, fjumregøjer, svenskere, hår og smørkranse. Den er underholdende for både store og små og illustrationerne er sjove og udtryksfulde, selvom de egentlig er ret simple. Find selv ud af hvordan det går Ræven og Griseungen og måske også hvordan vejret bliver.

 

Anbefalingen er skrevet af Anna Wittorff

Bjørn F. Rørvik: Vejrhårene
Type: Billedbog