Seeker – den mørke sandhed af Arwen Elys Dayton

08.05.18 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en spændende rejse.

Søg og du skal finde

Seeker er den første del af en spændende fantasy/scifi-trilogi, som virkelig har overrasket mig. Mens jeg læste den havde jeg svært ved at forklare andre hvad den handlede om, for man bliver bare kastet ud i en hæsblæsende handling. Der er ingen introduktion til tid og sted, men efterhånden får man en idé om, at det ikke er i vores tidsalder – medmindre der er tale om en anden dimension, hvilket man selvfølgelig ikke kan udelukke. Bogen er ikke skrevet med én jeg-fortæller, men har fire hovedpersoner, der på skift i kapitlerne fortælles ud fra. Det har selvfølgelig den effekt, at man ikke får den samme føling med personerne, men til gengæld giver det et større og bredere blik på historien samt en dybde i hvad det hele handler om.

Vi befinder os et sted omkring Skotland, hvor Quin og hendes to kammerater, Shinobu og John, er blevet trænet i kampens kunst, til at blive en ”søger”. En søger skal beskytte de svage og udsatte, men den dag de skal aflægge ed, bliver Quins verden vendt på hovedet. Hendes far er ikke den helt hun troede han var. Tværtimod. Og hvad gør man så? Skal man fortsat følge hans regler, eller skal man følge sin egen samvittighed? Det er synd at afsløre for meget, for en stor del af det spændende ved bogen, er at finde ud af, hvad det hele går ud på.

Den sidste bog i serien er netop kommet, så hvis man er en af dem, der ikke vil gå i gang med en serie før den er skrevet færdig, så kan man roligt komme ned forbi og låne den første.

 

Anbefalingen er skrevet af Anna Wittorff

Materialer
Arwen Elys Dayton: Seeker - den mørke sandhed
Reservér
  • Bog

Seeker - den mørke sandhed

Af Arwen Elys Dayton (2016)
Læs mere