”Se på os nu” - Geir Gulliksen

27.08.19 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en tragikomisk affæreroman, der både giver indsigt i kærlighedssorgen og får læseren til at trække på smilebåndet.

Hvad handler bogen om?
»Geir Gulliksens roman er et ægteskabeligt forlisdrama, hvis affæreplot kickstartes til et bryllup, hvor den 50-årige og tilsyneladende lykkeligt gifte kommunikationsrådgiver Hans får den nybagte mor Harriet til borddame. De kommer skævt fra start, men ender alligevel på handikaptoilettet sammen, da Harriet klager over brystsmerter og Hans i et forsøg på at agere moderne og handlekraftig mand tilbyder at hjælpe Harriet med at tømme dem for modermælk. I denne meget praktiske og alligevel noget intime situation opstår der en kejtet tiltrækning, der fører til et langsomt og umage forsøg på en affære. Samtidig går Hans’ ægteskab til Ingun stille i opløsning på en sær selvafviklende facon, hvor det ikke er voldsomme skænderier eller dybe uenigheder, der får kærligheden til at kollapse. Omvendt virker det mere som om ingen af dem for alvor tager deres egen eksistens på sig, men bare lader omverden og tilfældighederne styre slagets gang. De siger ikke rigtig ja til noget, de siger bare heller ikke helt nej«.

Hvorfor skal man læse denne bog?
»Ligesom Hans som karakter har noget tøvende og ikke mindst selvanalyserende over sig, er romanen ligeledes ret interesseret i sig selv. Det er en snaksalig bog, der ikke efterstræber den stramme opbygning, men mere den småpludrende stil. Det skal man selvfølgelig være til, men så er det til gengæld også ret underholdende læsning. Hans føler en masse hele tiden og det rod er både komisk og barskt at dykke ned i.  Det samme gør sig gældende for de afsnit, hvor det er konen Ingunn, der orienterer synsvinklen. Som i den tragikomiske scene, hvor hun i bilen hjem fra et mislykket forsøg på en slags gengældsaffære, ikke kan finde et tilstrækkeligt trist og tungt nok soundtrack til at understøtte hendes sørgelige situation – Johnny Cash er simpelthen ikke dystert nok og Nick Caves melodramatiske, messende vokal gør omvendt bare nar ad hendes følelser. Eller som hun selv tænker det: andres mørke kunne ikke overdøve ens eget«.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?
»Geir Gulliksens foregående roman, Historie om et ægteskab, synes på mange måder at fortælle en lidt tilsvarende historie om et parforholds sammenbrud, men på en noget andet måde. Her er det kvinden, der indleder en affære – nærmest opmuntret af sin mand, men den største forskel ligger i romanformen. Historie om et ægteskab er kortere, strammere og mere lige på og hård«. 

Anbefalingen er skrevet af Aske Tolsgaard

Materialer
Geir Gulliksen: Se på os nu : roman
Reservér
  • Bog

Se på os nu : roman

Af Geir Gulliksen (2019)
Læs mere