Anbefaling

Ildenglen af Laini Taylor

Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en fantasybog om ”os og dem”.

Krig og kærlighed

Jeg er tilhænger af bøger på flere forskellige medier. Jeg foretrækker papirbogen, men når jeg rejser, er det nemmere at have en Ipad med, og når jeg vasker op, er det rart med en lydbog. Denne uges anbefaling er oplevet gennem lyd på eReolen, men den findes også i fysisk form. Det sjove er, at jeg faktisk er ret utilfreds med oplæseren. Det er naturligvis en smagssag, hvordan man foretrækker en bog blive læst op, men jeg er ikke fan af, at oplæseren laver stemmer. Trods min irritation over oplæseren, har jeg alligevel hørt alle 11 timer og 21 minutter af bogen, for jeg blev simpelthen så fortryllet af historien – og det siger en hel del.

Det er den slags bog, som indeholder mysterier, som langsomt bliver udfoldet og afsløret. Derfor vil jeg ikke gå for meget i dybden med handlingen. I grove træk, handler bogen om den 17årige pige, Karou, der bor i Prag og studerer kunst. Hun er opvokset blandt kimærer, som har portaler til hele verden. En af kimærerne er troldmand, som samler tænder fra mennesker og dyr, som han bytter for ønsker. Karou er menneske og ved hverken hvem hun er, hvor hun kommer fra eller hvorfor hun er opvokset hos kimærerne. Det er spændende at følge med i Karous opklaring af sin eksistens, og samtidig udfoldes en kærlighedshistorie. 

Historier kan opfattes på flere måder, fordi man lægger vægt på forskellige ting. Hvis man trænger til en kærlighedshistorie, så kan Ildenglen være det. Hvis man trænger til en spændende fantasybog, kan den også være det. Men den er også en fortælling om konsekvenserne af krig og at der altid er to sider af en sag.

Heldigvis har jeg fundet ud af, at næste bog i serien, oplæses af en anden, så underholdningen til opvasken er reddet.

 

Anbefalingen er skrevet af Anna Wittorff

Laini Taylor: Ildenglen
Af Laini Taylor (2012)
Type: Bog

 

Red: Bogen er 1. del af serien om Ønskekræmmerens datter.