Hver morgen kryber jeg op fra havet af Frøydis Sollid Simonsen

13.10.15 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med Det Grønne Område. Denne uge byder på en smal, undrende sag om store emner.

Kunsten at undre sig

Der har været liv på Jorden i ca. 4 mia. år. Historien om livets udvikling er svimlende og fascinerende. Den unge, norske forfatter Frøydis Sollid Simonsen veksler i sin aktuelle og anmelderroste debutbog Hver morgen kryber jeg op fra havet elegant mellem kærlighedens uhåndgribelighed og naturvidenskabens evolutionsfortællinger. Da jeg første gang havde den spinkle bog (86 utætskrevne sider) i hånden var jeg måske lidt skeptisk. En så tynd bog om så store emner som evolutionen, verdensrummet, kærligheden? Men så læste jeg, og min tvivl blev gjort til skamme. For Frøydis Sollid Simonsen forsøger ikke at svare. Hun er ikke forskeren, hun er et helt almindeligt, undrende menneske. Og det er det, nogle forfattere kan: de kan undre sig interessant og vedkommende. De kan undre sig over sager, der er så små, store, sære, at vi andre måske undviger dem, eller måske er vi andre bare ikke selv i stand til at se, at der er noget at undre sig over.

Den unge fortæller undrer sig og undersøger. Hun går på biblioteket, læser bøger, hører radioprogrammer om hvor vi kommer fra, hvorfor mennesket går på to ben, hvorfor giraffens hals er så lang. Som læser røres, underholdes og oplyses jeg. Fx her, hvor jeg-fortælleren rives med af sammenhængen mellem eksistens og fysik: 

”Minder er fysiske, de sidder i hjernen, nervecellerne. Hjernen, du går ud af mit værelse med, er derfor fysisk anderledes end hjernen, du kom ind til mig med – nogle få celler har ændret sig.”

Når en forfatter formår at flette fakta og poesi fuldstændig uforceret ,som det er tilfældet i denne bog, kan man kun glæde sig til at følge dette forfatterskab, der netop er krøbet op fra havet, på dets senere udviklings- og udgivelsesstadier. 

Mød Frøydis Sollid Simonsen i samtale med palæontolog og evolutionsekspert Bent Lindow fra Naturhistorisk museum til arrangementet ’Fakta og fiktioner’ på Stadsbiblioteket mandag d. 19. oktober kl. 17. Det er gratis og kræver ikke tilmelding. Red.: Arrangementet er desværre blevet aflyst pga. sygdom.

 

Anbefalingen er skrevet af Lea Fløe Christensen

[ting:list_item_short:870970-basis:51723694]