Ex Machina

15.08.17 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på smuk og tankevækkende film, der stiller spørgsmålet, hvad er intelligens?

Den menneskelige intelligens – og den kunstige

Den kunstige intelligens er ved at rykke ind i manges hverdag. Der er digitale hjælpere bygget ind i de fleste nye mobiltelefoner – og det er formentlig kun starten.

Hvad der sker, når menneskelignende robotter begynder at kunne vise følelser, føle empati og praktisere fri vilje, er hvad instruktør og manuskriptforfatter Alex Garlands’ smukke film ’Ex Machina’ tager op. For meget af handlingen bør ikke afsløres her, men i filmen følger vi programmøren Caleb, som på sin arbejdsplads vinder en rejse til opfinderen Nathans afsidesliggende laboratorium for intelligente robotter (optaget i de mest fantastiske omgivelser i Valldal i Norge).

Calebs opgave er egentlig nem nok. Han skal teste om Nathans seneste robot, Ava, besidder egne tanker og ægte menneskelige følelser gennem samtaler. Men kan man stole på en robot? Eller dens udvikler? Et trekantsdrama begynder at udspille sig i den isolerede og klaustrofobiske verden de befinder sig i.

Mange andre sci-fi film som ’Her’, ’Moon’ og ’Rumrejsen år 2001’ har behandlet samme spørgsmål, men jeg synes at ’Ex Machina’ giver en ny vinkel på, hvad intelligens er og hvad der udgør et menneske. At filmen så tilmed er teknisk veludført og en æstetisk nydelse kombineret med gode skuespilpræstationer, gør den til en af mine favoritfilm gennem tiden.

Denne uges anbefaling er skrevet af Nikolaj Lind Christensen.

[ting:list_item_short:717300:51902645]

Materialer
Reservér
  • Dvd

Ex machina

Af Alex Garland, Alex Garland, Rob Hardy (2015)
Læs mere