Dengang min onkel Kulle blev skør af Kim Fupz Aakesson

29.09.15 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, en film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en gakket højtlæsningsbog “Dengang min onkel Kulle blev skør”, hvor det normale vendes på hovedet, og det til stor fornøjelse for børn såvel som voksne.

En dag beslutter hovedpersonens onkel sig for, at han er en rododendron, og at han skal udøve denne eksistens på toppen af familiens redskabsskur. 

Onklen passer sig selv, flytter sig efter solen og vandes i ny og næ, mens han håber på at sætte blomster. Denne stilfærdige, om noget excentriske opførsel, passer på ingen måde hovedpersonens far. Tværtimod får den ham til trampe rundt i sin egen have iført nattøj og under megen aggressiv græsplæneslåning, ukrudtlugning og andre besværligheder, at udgyde en nærmest ustoppelig strøm af eder og forbandelser over den gale onkels vanvittige indslag På bedste Fupzke vis, overgår farens adfærd hurtigt onklens i gakkethed og galskab. 

Snart rygtes onklens plantebestræbelser og folk og fæ strømmer til og betaler endda penge for at se nærmere på det hele, og pludselig øjner faren en rig mulighed for at tjene mange penge på den gale gamle ged på taget.

Hovedpersonen og hans bedste ven Bosse begynder, med et løfte om is stillet i udsigt, at hjælpe faderen i en større anlagt pr-kampagne og hele herligheden kulminere da faren, til drengenes store fryd, investerer pengene i en iskiosk! For nu er der for alvor gået tivoli i haven bag ligusterhækken.  

Bogen om onkel Kulle er tidligere udkommet med andre glimrende illustratorer, men sammenspillet mellem Fupzs fabuleringer og Bregnhøis kradse streg skaber et sublimt makkerskab, hvor tegningerne understøtter teksten fuldt ud, så galskaben spirer og latteren bobler. 

Hvad der for øvrigt efterfølgende sker med onklen og hans håb om at få blomster, skal ikke afsløres her. Der er kun ét at gøre: læs den finurlige historie til fryd og eftertanke.   

 

Anbefalingen er skrevet af Lis Vestergaard Mikkelsen 

 

[ting:list_item_short:870970-basis%3A50825116]

[ting:list_item_short:870970-basis%3A50926176] 

Materialer
Reservér
  • Bog

Dengang min onkel Kulle blev skør (Ill. Rasmus Bregnhøi)

Af Kim Fupz Aakeson (2013)
Læs mere
Kim Fupz Aakeson: Dengang min onkel Kulle blev skør (Ill. Rasmus Bregnhøi)
Se online
  • Ebog

Dengang min onkel Kulle blev skør (Ill. Rasmus Bregnhøi)

Af Kim Fupz Aakeson (2014)
Læs mere