En dag i Cairo af Elisabeth Flensted-Jensen

14.11.17 (Opdateret )
Hver uge anbefaler Stadsbiblioteket en bog, film eller et stykke musik i samarbejde med lokalavisen Det Grønne Område. Denne uge byder på en tur til Cairo.

Det Arabiske Efterår 

Romanen tager læseren med til det moderne Cairo; en kontrasternes by, hvor skønhed og dekadence går hånd i hånd med hæslighed og forfald.  

Vi følger udlandsdanskeren Helga en enkel dag, hvor hun med nysgerrighed og distance beskriver hun det Cairo hun ser. 

Det Egypten Helga oplever drejer sig ikke om gamle sten og støvede faraoniske pyramider, det er det nye og friske Egypten som opstod i kølvandet på det arabiske forår. Det er et land i forandring med en nyopdaget fællesskabsfølelse som ikke før var følt, en hovedstad hvor dagens politiske budskaber står som graffiti i gadebilledet og det store samtaleemne er den nyåbnede IKEA. 

Helga har valgt ikke at arbejde mens hun og manden Anders er bosat i Egypten, det giver en frihed ikke at have et sted at skulle møde op, ikke at have en titel at blive identificeret med – men samtidig giver det følelsen af at være fremmed og ikke høre til. 
Et af de store temaer i bogen er netop det at føle sig fremmed, ikke at passe ind. Helga føler sig ofte udenfor og som en belurer der ser andre menneskers liv men ikke rigtig lever selv.

Romanen foregår d. 9. oktober 2011, den dag hvor den egyptiske hær for første gang nedkæmper en civildemonstration; den egenrådige og selvstændige Helga skal på bedste Mrs. Dalloway manér afholde middagsselskab om aftenen. Helga opdager selv samme morgen at intet som ventet er klart til aftenens middagsselskab og det sender hende på gøremål rundt i Cairo. Fra svømmetime hos den gramsende Kaptajn Yasser over cafébesøg med andre expater til samtaler med chaufføren med de to koner. 

Helgas lægeuddannede og socialbevidste bror spøger bogen igennem, han er hendes moralske kompas, i situationer kan hun stoppe op og spørge sig selv hvordan han ville have handlet. 

Anbefalingen er skrevet af Mia Avnsbøl Skov

 roman

Bog

En dag i Cairo : roman

Danske Helga bor i Cairo sammen med sin mand. Den 9. oktober 2011 bevæger hun sig rundt i den kaotiske by, der er præget af demonstrationer og uroligheder. Hun tænker over livet og forbereder et middagsselskab for nogle udvalgte gæster

 

Materialer
Elisabeth Flensted-Jensen: En dag i Cairo : roman
Reservér
Bog

En dag i Cairo : roman

Af Elisabeth Flensted-Jensen (2016)
Læs mere